Christiane Schaumburg-Müller Åxman nær gået ned med flaget: Daniel var min klippe
LÆS OGSÅ: Vild historie: Sådan fandt Christiane ud af, at hun var gravid
Især veninderne agerer Christiane Schaumburg-Müller Åxmans ventil, når livet bider fra sig.
Men midt i hendes største krise, blev husbonden Daniel Åxman hendes klippe.
Det fortæller hun, da SE og HØR møder hende i Bernstorff Slotspark på hjemmebanen i Gentofte.
Her har hun indrettet sig med gemalen, sin søn Constantin og Daniels to døtre – og så et alsidigt arbejde, hun er oprigtigt glad for.
Selv om Christianes liv i den store digitale glansbilledbog ser lyst og legende let ud, så er græsset ikke altid grønnere på hendes matrikel, slår hun fast.
– Det er bare så nemt at sige, men vi kan ikke komme udenom, at vi alle sammen har en hverdag.
– Vi kan heller ikke komme udenom, at udfordringer banker på vores alles døre – tragedier eller sorger.
– Alle folk går gennem alt muligt bag lukkede døre, siger Christiane, som af samme grund netop har sat sin nye podcast ”Hverdag – med Christiane” i søen.
Livslysten forsvandt
Modgang og tragedier er da heller ikke fremmede i Christianes liv.
Hun har både været igennem en skilsmisse, kæmpet for at blive gravid, været plaget af ekstrem graviditetskvalme og vedvarende opkastninger – og ikke mindst mistet sit barn i 6. måned.
Men altmuligkvindens lyse sind forhindrer hende i at dvæle for længe i mørket.
Hun var dog tæt på at gå helt ned med flaget, da hun blev ramt af hyperemesis, som er en ekstrem form for graviditetskvalme, der rammer to pct. af gravide, under sin anden graviditet, indrømmer hun.
Kvalmen var konstant, og hun kastede op helt op til 20 gange om dagen.
Hun kunne ingenting og havde nær ladet sig opsluge af sofaen og de mørke tanker.
– Jeg har aldrig i mit liv oplevet at miste min glæde og min lyst. Det er aldrig nogensinde sket.
– Det er sket, at den har været svækket, når jeg har oplevet hårde ting, men den har aldrig været forsvundet på sådan en måde, som den var her, afslører hun i sin podcast.
Tvunget til Sverige
– Min mand tog det ret alvorligt, at jeg sumpede ned i så mørkt et hul. Det lignede slet ikke mig. Han havde det hårdt med at se mig sådan, fortæller hun.
Daniel begyndte at læse om sygdommen – bl.a. at mange får en depression, og med det samme gjorde han alt for, at det ikke skulle overgå hans hustru og lagde sig i selen for at få hende med ud af huset. Ud i lyset og opleve livet.
– Han tvang mig. Bar mig ud i bilen med dynen, og så kørte vi til Sverige. Vi skulle ud at gå tur.
– Jeg havde det stadig dårligt, men der var dog lidt lyspunkter at tage tilbage med mig i sofaen, siger Christiane og tilføjer:
– Det hjalp, fordi han blev ved.
Hen mod slutningen af graviditeten, som endte i en senabort i 6. måned, oplevede Christiane dog, at kvalmens tåger lettede, og opkastningerne aftog.
– Jeg ender med at opleve at have nogle gode uger af graviditeten, og jeg vil sige, at det har med to ting at gøre.
– Det er klart, fordi Daniel har mandsopdækket mig helt vildt.
– Han sørgede for at give mig oplevelser. Og dernæst betød det også alverden, at symptomerne simpelt hen droslede af.