Christianes hjerteskærende afsløring: Både mor, far og stedfar ramt af alvorlig sygdom
I det seneste afsnit af sin podcast "Hverdag" lukker Christiane lytterne ind i det allermest private.
Her afslører hun, at hendes mor lider af alzheimers, og at sorgen landede midt i sorgen, da hun for lidt over et år siden også mistede sit ufødte barn.
Og rækken af dårligdomme synes at regne ned over Christiane og hendes familie, fremgår det af podcasten.
For her bliver det afsløret, at Christianes far for halvandet år siden har været ramt af en blodprop i hjernen, og hendes stedfar, som har været i hendes liv, siden hun var ni måneder gammel, har fået konstateret Parkinsons.
– Det er ret vildt at opleve, at ens forældre bliver ældre, fortæller hun.
– Den transformation, når ens forældre begynder at blive ældre, og dermed ofte også syge, det, synes jeg, er en rigtig svær periode, uddyber hun.
Christianes far fik for halvandet år siden en forbipasserende blodprop i hjernen og er i dag helt rask. Hun fortæller desuden, at hendes stedfar har haft Parkinsons i mange år, og at han lever et godt liv med sygdommen. Det eneste, man rigtig kan mærke, er, at han er meget langsom.
Derfor er det unægteligt meget hendes mor sygdom, der fylder i Christiane og hendes to søskendes liv:
– Jeg er i gang med at styrke mig til at være en stærk datter. Hun har passet mig hele mit liv, nu er det mig, som skal være der for hende, fortæller Christiane om den svære proces om, at barn og mor pludselig bytter roller:
– Nogle gange så savner jeg at være datter. Jeg savner at få hendes kærlighed og få opmærksomhed, bekymringer, opringninger og kram og knus, hvor jeg er den lille datter. Det billede har jo fuldstændig ændret sig. Jeg er datteren, der passer min mor. Holder om hende. Og det skal jeg finde styrke i, slår hun fast i sin podcast.