Christopher fordobler formuen
Christopher valgte rigtigt, da han som utatoveret knægt besluttede, at han ville være popstjerne.
I hvert fald viser regnskabstallene for den 31-årige sanger og skuespillers firma Christopher Music ApS, at Christophers fans og sponsorer er mere end villige til at betale for hans musik.
Sidste år - i 2022 - var indtjeningen i Christopher Music knap 6,5 mio. kr.
Det er en forbedring på omkring to mio. kr. i forhold til 2021.
Christopher hæver som sidste år et udbytte på 275.000 kr. Desuden er der i selskabet udbetalt løn og pensionstilskud på 537.480 kr. til den ene medarbejder, som er ansat i selskabet.
Egenkapitalen i Christopher Music var ved udgangen af 2022 over 8,2 mio. kr. og det er mere end en fordobling i forhold til 2021. Samtidig er det første gang nogensinde, at formuen i selskabet er så stor.
Christopher og ægtefællen Cecilie Haugaard solgte tidligere på året deres rækkehus på Holmen for omkring 20 mio. kr. Handlen er endnu ikke tinglyst, men det ligger i luften, at de skal flytte og investere i en ny bolig.