Christopher og Cecilie Haugaard sælger lejligheden for stort millionbeløb
Et af Danmarks mest celebre par popmusikeren Christopher og modellen Cecilie Haugaard har netop solgt deres 169 kvadratmeter store lejlighed på den attraktive beliggenhed Christianshavn i København.
For adressen har parret fået 15,3 millioner kroner – det skriver boligmediet Boliga.dk på baggrund af tinglysningen af handlen, der netop er gået igennem.
Dermed kan parret nu for alvor sige farvel og tak til deres godt fire år på adressen, som de altså købte i januar 2017 for 11,9 millioner kroner.
Lejligheden ligger på tredje sal i en bygning fra 1800-tallet og har altan, men ud over det er det noget sparsomt med detaljerne.
Forud for salget var adressen nemlig ikke udbudt offentligt til salg – en tendens, der ses mere og mere på det brandvarme boligmarked, Danmark og særligt København oplever i disse år.
Artiklen fortsætter under billedet...
Christopher og Cecilie afslørede for nyligt navnet på deres lille datter (Foto: Lars H. Laursen)
Prisboom
Ægteparret Nissen Haugaard kan glæde sig over at have solgt betydeligt over den pris, de selv købte for, hvilket ligeledes er i tråd med den senere tids tendens på det københavnske boligmarked.
Kigger man på kommunen som helhed, blev der sidste år solgt knap 5.500 ejerlejligheder i København og den gennemsnitlige kvadratmeterpris løb op i hele 43.300 kroner – hvilket svarer til en prisstigning på 6,5 procent i forhold til 2019. Det viser Boliga.dks salgsdata.
Parret har således fået en kvadratmeterpris, der er ganske betragteligt over gennemsnittet, for deres nu snart tidligere hjem.
Men selv om der er mange flotte forsider og kæmpehits i både ind- og udland på de tos respektive CV'er, falder summen nok behageligt ind i boligbudgettet – parret har nemlig tidligere på året afsløret på det sociale medie Instagram, at de har købt hus i det eksklusive københavnerområde; Holmen.