Cirkusrevyen deler stor nyhed: Her er det nye hold
Cirkusrevyen byder i 2023 på et hold med både erfaring fra det historiske, grønne telt samt to nye ansigter. Bodil Jørgensen og Mads Knarreborg får debut i Cirkusrevyen til næste år, når de sammen med Niels Olsen, Niels Ellegaard og Merete Mærkedahl går på scenen fra den 8. maj 2023.
- Vi har sammensat et hold, der repræsenterer tradition og fornyelse i Cirkusrevyen. Der er skuespillere, der gennem de sidste mange år har stået på scenen i teltet, som vi har krydret med helt nye kræfter i Cirkusrevy-sammenhæng. Sammen med vores nye instruktør og kapelmester er Cirkusrevyen 2023 i trygge hænder, og jeg glæder mig meget til at se, hvad holdet byder på,” siger Cirkusrevyens direktør Torben Pedersen.
For Bodil Jørgensen og Mads Knarreborg bliver 2023 første gang, de går på scenen i Cirkusrevyen. Bodil Jørgensen er allerede et kendt navn i revykredse efter sæsoner i Tivoli og Odense, men Bodil har både på film og tv for længst markeret sig som en af Danmarks bedste skuespillere, blandt andet i ”Rytteriet”, ”Hvidstengruppen” og ”Badehotellet”.
”Når jeg cykler en tur gennem Dyrehaven i det smukke morgenlys, er der plads til masser af tanker. Når gæsterne går fra skoven og ind i Cirkusrevyen håber jeg, vi kan give dem en oplevelse, der giver stof til eftertanke, som de kan tage med sig ud i skoven på vejen hjem. Jeg glæder mig til at vise publikum det daglige og genkendelige, de kan spejle sig i, sammen med det rørende og det, der får dem til at klaske sig på lårene af grin. Det sammenspil er det, revyen kan, som et af de få steder,” siger Bodil Jørgensen.
Mads Knarreborg har medvirket i en lang række produktioner på både tv, film og teater, blandt andet i ”The Producers” på Det Ny Teater og senest i ”Lazarus” på Det Kongelige Teater. Når Mads kommer til Bakken i 2023, er det med revyerfaring fra blandt andet Tam Tam i Glassalen. Nu gælder det så Cirkusrevyen.
”Det er efterhånden nogle år siden, jeg har lavet revy sidst, men da Cirkusrevyen ringede, var jeg ikke i tvivl om, at det var tid til at lave det igen. Det bliver ikke større, når det kommer til revy,” siger Mads Knarreborg.
Joy-Maria Frederiksen bliver ny instruktør for Cirkusrevyen i 2023. Allerede i år fik Joy en prøve på, hvordan instruktørrollen er, da hun hjalp til efter Lisbet Dahls sygemelding kort før premieren. Joy-Maria Frederiksen har blandt andet instrueret revyerne i Tivoli og Odense, og i 1980’erne stod Joy selv på scenen i teltet som danser.
James Price bliver afløst
James Price har i en menneskealder været kapelmester i Cirkusrevyen, men til næste år vil der være en ny person i spidsen for Cirkusrevyens orkester, når den erfarne pianist Joakim Pedersen overtager rollen som kapelmester. Joakim har været kapelmester i et hav af musicals og shows på både teatre og tv, og nu er det Danmarks største revy, der får glæde af Joakims musikalske evner.
Cirkusrevyen 2023 har premiere torsdag den 11. maj 2023 og spiller frem til den 27. august 2023.
Billetsalget begynder fredag den 1. juli 2022 kl. 12.00. Læs mere på www.cirkusrevyen.dk.