Kendte12. juni 2024

Claes Antonsen står frem efter sexisme-dokumentar: - Jeg er simpelthen så ked af det

Den danske trommeslager Claes Antonsen fra The Antonelli Orchestra står nu frem. Det sker i et opslag på Facebook
Claes Antonsen er trommeslager i The Antonelli Orchestra.
Claes Antonsen er trommeslager i The Antonelli Orchestra.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Sanne Salomonsen reagerer på afsløringerne om The Antonelli Orchestra

Mandag havde DR premiere på dokumentaren "Sexisme i musikbranchen", hvor flere danske, kvindelige artister står frem og fortæller om deres ubehagelige oplevelser med mandlige kollegaer.

I et af de to afsnit bliver der blandt andet sat ord på en mandlig musiker, der i forbindelse med optagelser af "Toppen af Poppen", havde opført sig grænseoverskridende over for Katinka Bjerregaard og Mathilde Falch.

Der bliver i dokumentaren ikke sat ord på, hvem der er tale om, men nu har trommeslager Claes Antonsen valgt at bekende kulør.

Det sker i et opslag, som han har delt med sine følgere og venner på Facebook, hvor han undskylder for sin adfærd.

- I forbindelse med DR dokumentaren, Sexisme i musikbranchen, står en række kvindelige artister frem og beretter, hvordan jeg, som person, har skabt en utryg og ubehagelig stemning under produktionen af Toppen af Poppen programmerne i kraft af mit sprog og min adfærd.

- Jeg har alt for sent forstået, hvor ulykkelige kvinderne blev, og at mit sprog og min adfærd også har fået kvinderne til at føle, at de mistede deres kunstneriske faglighed og kun blev bedømt på deres udseende. Det vil jeg gerne undskylde for.

- Jeg er simpelthen så ked af, at jeg, igennem mange år, ikke har indset, at jeg, uden tanke for kvinderne, har brugt ord og vendinger om og til dem, som har været grænseoverskridende og sexistiske.

- Det var ikke i orden. Slet ikke. Undskyld.

Tidligere i dag kom det frem, at rapperen Tessa har valgt at aflyse to af sine kommende koncerter, som hun ellers skulle have givet sammen med The Antonelli Orchestra.

Hun forklarer sin beslutning med, at hun "ikke vil forbindes med bandmedlemmet", der altså nu er bekræftet at være Claes Antonsen.

The Antonelli Orchestra har i flere år været en del af både "Toppen af poppen" og "Vild med Dans".

Sponsoreret indhold