Kendte14. september 2023

Clara Toft Simonsen deler ærligt opslag: Jeg troede aldrig, jeg ville få det godt igen

Sangerinden fortæller nu ærligt om den depression, der ramte hende for fire år siden og som fik hende til at føle, at livet ikke var værd at leve
Voice 2019 i Tivoli
For fire år siden blev "Crazy" og "Girl Like You"-sangeren Clara Toft Simonsen sendt til tælling af en depression, der fik hende til at tvivle på, at livet var værd at leve.
 Foto: Mikael Rieck

– Det er enormt grænseoverskridende at snakke om selvmordstanker, men faktum er desværre bare, at virkelig mange har prøvet at have dem.

Sådan skriver sangerinden Clara Toft Simonsen i et ærligt opslag på Instagram.

For fire år siden blev hun en del af den triste statistik. Her blev "Crazy" og "Girl Like You"-sangeren sendt til tælling af en depression, der fik hende til at tvivle på, at livet var værd at leve.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

– Jeg havde det så dårligt, at jeg flere gange tog mig selv i at tænke, at det ville være meget nemmere, hvis jeg ikke var her. Jeg var også overbevist om, at jeg aldrig ville få det godt igen, men det gjorde jeg heldigvis, fortæller Clara i sit ærlige opslag, der kommer i anledning af, at september er forebyg selvmord-måned.

Hun råder alle, der går med mørke tanker, om at tale højt – selv om det kan virke grænseoverskridende:

– Det lyder banalt at sige, og man har hørt det tusinde gange før, men det hjælper virkelig at snakke med andre om det – selv om jeg godt ved, at det på ingen måde er nemt.

Ifølge Clara er hun selv dårlig til at snakke om sine følelser – og særligt de følelser, der smerter.

– Heldigvis har jeg min sangskrivning, som altid har været min måde at fortælle om de svære ting på – har jeg det dårligt, skriver jeg en sang om det, skriver Clara, inden hun viderebringer det vigtige budskab:

– Dog er det ikke alle, der kan skrive sange om, hvordan de har det, så huskhuskhusk at snakke med hinanden og ikke være bange for at spørge ind. asking is key.

Sponsoreret indhold