Danica Curcic i sorg: - Jeg har mistet min far
Landets absolut største filmstjerner er samlet ved Bodilprisen i det indre København.
Netop som biograferne er åbnet igen, er det på tide at kåre de største filmpræstationer gennem det seneste år.
Danica Curcic, som danskerne for ganske nylig blandt andet har kunne nyde i Netflix-serien ”Equinox”, er en af de danske kendisser, der langt om længe er tilbage på den røde løber – efter bunkevis af coronaaflyste arrangementer.
Længere tids sygdom
Men det er også en 35-årig skuespillerinde, som har måtte kæmpe med et stort personligt tab på det seneste.
Det fortæller hun nu for første gang om, da hun ankommer til prisfesten.
- Jeg mistede desværre min far for nogle måneder siden, så jeg har brugt den seneste tid sammen med mine nærmeste, fortæller skuespillerinden, der er nomineret for sin præstation i filmen ”Undtagelsen”.
- Han var syg – et langt sygdomsforløb, fortæller hun til SE og HØR på den røde løber, før hun fortsætter:
- Jeg har det okay. Jeg var meget en del af det hele, og det har hjulpet på sorgprocessen.
giv Aldrig op
Danica, der kom til Danmark fra Serbien i en alder af bare et år, fortalte til Alt for Damerne i 2019 om det vigtigste, hun har lært af sin mor og far - som begge arbejdede som journalister.
Her svarede hun blandt andet:
– Aldrig at give op! De har lært mig, at man skal give alt, hvad man har i sig og arbejde hårdt for det, man tror på og drømmer om.
Familien rykkede til Danmark, da hendes far fik arbejde på det daværende Jugoslaviens ambassade i København.
- Det var meningen, at vi skulle tilbage til Beograd efter nogen tid i Danmark. Som lille troede jeg altid, at vi skulle tilbage. Men så fik min far forlænget sin stilling, og i 90erne begyndte uroen på Balkan med den jugoslaviske borgerkrig, og mine forældre fik mulighed for at slå sig ned i Danmark, har hun fortalt til BT.
I stedet for at vokse op i et borgerkrigshærget Serbien, voksede Danica Curcic op på Amager, hvor hun startede på en international skole sammen med sin lillebror.