Kendte25. september 2022

Danmark møder Frankrig: De kendte er klar på tribunen

Søndag aften er der fodbold i Parken, når Danmark og Frankrig brager sammen i et vigtigt opgør for danskerne. Flere kendte sidder klar på tribunen

Danmark møder Frankrig: De kendte er klar på lægterne

Søndag aften tager Danmark i mod Frankrig i den afgørende kamp i Nations League, og det har fået mange kendte til at tage i Parken for at følge den spændende kamp.

Du kan se, hvem der er klar på lægterne i galleriet øverst i artiklen.

Landsholdsanfører Simon Kjær er ikke klar til at starte inde i søndagens udsolgte Nations League-kamp.

Kjær måtte have is på anklen efter nederlaget til Kroatien i torsdags, men lørdag var han tilbage på landsholdets træningsbane og iført støvler i det kvarter, som træningen var åben for offentligheden.

Kaptajnen må dog indlede søndagens kamp på bænken, og i hans fravær går Danmark over og spiller med en firebackkæde i stedet for en trebackkæde. Kasper Schmeichel overtager anførerbindet.

På højre back går Rasmus Nissen Kristensen ind i startopstillingen på bekostning af Daniel Wass. Martin Braithwaite erstattes af Mikkel Damsgaard, og Kasper Dolberg snupper pladsen som central angriber.

Danmarks startopstilling ser ud som følger (4-3-3):

Kasper Schmeichel – Rasmus Nissen Kristensen, Joachim Andersen, Andreas Christensen, Joakim Mæhle – Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Christian Eriksen – Andreas Skov Olsen, Kasper Dolberg, Mikkel Damsgaard.

Danmark har brug for at vinde kampen over Frankrig for at give sig selv muligheden for at vinde Nations League-gruppen. Danmark er også afhængig af, at Østrig tager point hjemme mod Kroatien.

Omvendt står der meget på spil i bunden for franskmændene, der skal vinde for med sikkerhed at undgå nedrykning. Franskmændene kan dog forlade sig på en kroatisk triumf i Wien.

Gruppevinderen kvalificerer sig til turneringens Final 4-stævne i juni næste år.

Frankrig er ramt af et tocifret antal afbud til opgøret i Parken. Stjernerne Hugo Lloris, N'Golo Kanté og Karim Benzema er blandt de fraværende.

Derfor må landstræner Didier Deschamps blandt andet stille op med tredjemålmand Alphonse Areola på mål.

Verdensmestrene råder dog stadig over et uhyre kompetent mandskab. Det illustreres eksempelvis af en fronttrio med Antoine Griezmann, Olivier Giroud og Kylian Mbappé.

Opgøret mellem Danmark og Frankrig begynder klokken 20.45.

Sponsoreret indhold