Dansk rapstjerne Lamin advarer sine fans: - Pas på!
Hvis du endnu ikke har hørt om Lamin og hans hårdtslående hits, så er det mere eller mindre uforståeligt og primært synd for dig.
Tingbjerg-rapperen har taget Danmark med storm med hits som "Gode dage, gode drinks", "Hvad skal der ske" og det nyeste skud på stammen "RTW", som i skrivende stund ligger nummer fire på Spotifys top 50-liste.
I dag runder Lamin så sin "Ride The Wave"-tour af med en ekstrakoncert i Store Vega.
Det er i den forbindelse, at det fremadstormende stjerneskud nu advarer sine mange fans forud for den udsolgt koncert.

- Pas på med at købe billetter til koncerten i Vega i morgen, der er scammes i omløb, skrev Lamin i går på sin Instagram-story.
Her advarer rapperen sine fans mod svindelere, som på den ene eller anden måde prøver at sælge falske eller ugyldige billetter til showet.
Aftenens brag i Vega er en ekstrakoncert. I weekenden blæste Lamin taget af det totalt udsolgt koncertsted i København.
Og han glæder sig til at gentage succesen.
- Udover det, så glæder vi os til at slutte RTW-tour af med et brag, lover Lamin.