Hvis du elskede hits som "I Don't Mind" og "Love Will Keep You Warm", så er der gode nyheder.
Rockbandet bag sangene, Swan Lee, gør nemlig comeback efter 17 års pause.
Det skriver bandet i en pressemeddelelse.
Swan Lee var en af 00'erne største rockbands i Danmark, og nu bliver trioen altså genforenet.
Rockbandet består af sangerinden Pernille Rosendahl, trommeslageren Emil Jørgensen samt guitaristen Jonas Struck.
I pressemeddelelsen afslører de tre musikere, at de har leget med tanken om et comeback i små to år.
- Leget er blevet sjov. Og inspirerende, lyder det fra bandet, som fortsætter:
- Vi har opdaget, at den gamle telepati og den kreative nysgerrighed er intakt. Vi har været i øvelokalet og er netop nu i gang med at udvikle og forfine både sangskrivning og udtryk.
Pernille Rosendahl har også delt den glædelige nyhed på Instagram, hvor hun samtidig har delt et gammelt billede fra øvelokalet dengang i starten af 00'erne.
Artiklen fortsætter under opslaget...
Swan Lee udgav deres første album i 2001 og fik efterfølgende flere tilbud om pladekontrakter.
Rockbandet valgte dog at fortsætte med at udgive musik gennem deres eget pladeselskab, Go Go Records, og i 2004 strøg deres andet album ind på førstepladsen på den danske hitliste.
Allerede året efter valgte bandet dog at splitte op trods den store succes, fordi de "var vokset fra hinanden".
Men nu tyder det altså på, at trioen er vokset tættere på hinanden igen. I hvert fald giver de nu bandet endnu et skud sammen.