Datede på tv: Nu venter de alle deres første barn
LÆS OGSÅ: Gravide Julie Kriegler hastet på hospitalet
Mette Sommer, Julie Kriegler, Helena Witt og Bolette Birch har alle forsøgt at jagte kærligheden på tv.
For nogle af dem lykkedes det, mens andre fandt den efter tv-optagelserne sluttede.
Men fælles for dem alle er, at de er gravide med deres første barn.
I 2021 fik Bolette Birch og Jaffer Naveed Janjoo øjnene op for hinanden, da de medvirkede i datingprogrammet "Bachelor". Kærligheden mellem dem varede ved, og før de vidste af det, blev de kærester.
Sidste år blev de mand og kone under et vaskeægte drømmebryllup, og i april i år afslørede parret, at de skal være forældre.
Parret venter en lille dreng, som melder sin ankomst inden længe, da Bolette Birch er i tredje trimester. Og parret har allerede fundet et navn til deres kommende guldklump - dog ikke et de vil røbe endnu.
I anden sæson af datingprogrammet blomstrede romantikken mellem den nu 26-årige Helena Witt og 36-årige Kasper Skak, og det fortsatte den som bekendt med, da parret vendte hjem til Danmark.
For siden hen er de flyttet sammen i København, og til december rykker et ekstra familiemedlem ind i hytten. De venter nemlig en lille pige.
Hvad deres kommende datter skal hedde, har parret for nuværende valgt at holde for sig selv.
Det blev Boris Hiort, der fik Mette Sommers rose, da det sidste afsnit af "Bachelorette" løb over skærmen i 2023.
Men det blev i sidste ende Mette Sommers ekskæreste Kristian "Krelle" Lindgaard, der løb med hendes hjerte. Efter tv-optagelserne fandt det tidligere kærestepar nemlig ud af, at de alligevel ikke kunne undvære hinanden, og da Mette Sommer vendte hjem til Danmark blev de kærester på ny.
Efter Mette Sommer i efteråret 2023 deltog i "Vild med dans" drog parret ud på en længere rejse i Asien, og under rejsen afslørede de, at de venter deres første barn.
Parret skal have en lille dreng, og der er ikke længe til, han ser dagens lys. For i sit seneste opslag på Instagram fortæller 35-årige Mette Sommer, at hun er 90 procent gennem sin graviditet.
27-årige Julie Kriegler, der deltog i den samme sæson af "Bachelorette", skal også være mor for første gang.
Sammen kæresten Daniel Christiansen, som hun mødte efter sin deltagelse i datingprogrammet, venter hun en lille søn.
Parret har termin 7. september - og selvom der allerede er styr på navnet, så har Julie Kriegler endnu ikke delt det med sine over 97.000 følgere på Instagram.