Demi Moore deler nyt om Bruce Willis: Sådan har han det
Det er efterhånden 24 år siden, at Demi Moore og Bruce Willis var gift, men de to filmstjerner har formået at bevare et tæt venskab siden skilsmissen.
Demi Moore har da også været en stor støtte for Bruce Willis, siden han sidste år blev diagnosticeret med demens.
En diagnose, der har medført, at "Die Hard"-skuespilleren blandt andet lider af hukommelsestab og kommunikationsproblemer.
Bruce Willis' nuværende kone, Emma Willis, har løbende opdateret fans om sin kendte mands helbred - og nu giver Demi Moore også lyd fra sig.
Det gør hun i "Good Morning America", skriver Fox News.
Her giver Demi Moore, der var gift med Bruce Willis fra 1987 til 2000, et indblik i, hvordan det går med ham.
- Jeg synes, at han har det godt taget situationen i betragtning, siger skuespillerinden, der har tre voksne døtre med Bruce Willis.
- Det, jeg siger til mine børn, er, at det er vigtigt, vi møder ham, hvor han er, og at vi ikke holder fast i noget, der ikke er der længere.
- For det kommer der også en stor skønhed, kærlighed og glæde ud af, fortsætter hun.
I talkshowet bliver Demi Moore også spurgt, om hun har et råd til andre, der har et familiemedlem med demens.
Her siger hun følgende:
- Tag glæde i den kærlighed, der er til stede, og tag dem for alt det, de stadig er i stedet for det, de ikke er.
Det var tilbage i 2022, at Bruce Willis' familie fortalte, at han havde fået diagnosen afasi. I marts 2023 meddelte de, at der var tale om hjernesygdommen demens.