Den fattige jyde fandt vejen: Her er historien om Lars Larsen
”Goddaw! Jeg hedder Lars Larsen. Og jeg har et godt tilbud til dig”.
Sådan lød det, da Lars Larsen tilbage i slutningen af 1970’erne for første gang tonede frem på TV.
Og man må sige, at den jyske købmand havde et godt tilbud. Men Lars Larsen har solgt sin sidste dyne.
I dag er han afgået ved døden i en alder af 71 år. Det skriver Jysk i en pressemeddelelse.
Lars Larsen tog herfra som Danmarks fjerderigeste, han har tjent milliarder af kroner, og hans dyneimperium råder over 2.400 butikker i 39 lande.
Ifølge pressemeddelelsen sov Lars Larsen stille ind tidligt mandag morgen i sit hjem ved Silkeborg med den nærmeste familie ved sin side.
"Vi har i dag mistet vores far, mand og bedstefar, og Danmark har mistet en enestående købmand. Han vil blive savnet af os alle, og når vi har sørget over vores store tab, vil vi fortsat gøre vores bedste for at videreføre hans imponerende livsværk," udtaler Jacob Brunsborg, der i juni overtog posten som bestyrelsesformand i Lars Larsen Group efter sin far.
Den 70-årige dynekonge meddelte 21. juni, at han var alvorligt ramt af kræft i leveren, og at han derfor havde valgt at trække stikket.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lars Larsen voksede op som den yngste i en børnevlok på fire, hvor pengene var små og kærligheden få. Foto: Aller Media
- Det er desværre en meget alvorlig diagnose, jeg har fået, og derfor vil jeg bruge min tid og mine kræfter på min familie. Derfor betyder det meget for mig, at den fremtidige ledelse af virksomheden er på plads, siger Lars Larsen i pressemeddelelsen.
Den dygtige købmand efterlader sig sin kone Kristine, to børn og fire børnebørn.
FAndt syg mor på togskinnerne
Lars Larsens gigantiske succes virkede blot som en fjern og uopnåelig drøm, da lille Lars kom til verden 6. august 1948. Han var den yngste i en børneflok på fire.
Faderen nåede han aldrig at møde – han døde blot tre måneder før, Lars Larsen kom til verden.
I stedet var det hans mor, Signe Vera Kristine Larsen, der alene måtte sørge for, at der kom mad på bordet.
Moderen knoklede og kæmpede for at få penge nok og mad på bordet – og arbejdet tog hårdt på hende. Da Lars Larsen var 10 år, kunne moderen ikke mere.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lars Larsen havde hurtigt vokseværk, og hans forretninger åbnede hurtigt også i udlandet. Foto: Aller Media
- Selvom vi hjalp til, så gjorde vi jo ikke altid, som hun sagde. Til sidst syntes hun ikke, hun magtede noget, har Lars Larsen tidligere fortalt i et interview med Ude & Hjemme.
Han huskede blandt andet, at moderen i ren afmagt engang imellem forlod hjemmet – ofte midt om natten, hvor hun efterlod de fire små børn alene.
Herefter blev hun fundet enten på togskinnerne eller på vej ned i Limfjorden. Nogle gange var det politiet, der fandt hende. Én gang var det Lars på 10 år.
- Jeg var selvfølgelig dybt chokeret og meget, meget flov. Det var jo ikke sådan noget, man hørte andre mødre gøre. Jeg husker det som en helt igennem hård periode, hvor vi skjulte hendes sygdom, så godt vi kunne, fortalte Lars Larsen i interviewet med Ude & Hjemme.
Lars: - Mor misbrugte mig
Moderen var i flere perioder indlagt på den psykiatriske afdeling i Viborg, og så måtte de fire børn, Lars, Hans, Inge og Knud, selv passe skole, lektier og aftensmad.
I et ærligt DR-portræt i 2016 lagde Lars Larsen ikke skjul på, at moderen ødelage meget – og langt fra gav ham og de tre andre den sikkerhed og kærlighed, som de higede efter og havde brug for.
- Hun misbrugte mig i ordets værste udgave, fortalte Lars Larsen i 2016 om den psykiske terror, moderen til tider anvendte.
- Jeg vidste ikke som stor knægt, hvornår hun ville gøre alvor af det. Det kunne være i morgen eller når som helst. Når jeg kigger tilbage, var jeg hele tiden et stort nervevrag.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lars Larsen var eneejer af Himmerland Golf & Spa siden 2007 og investerede et trecifret millionbeløb i at renovere resortet. Sidste år overtog sønnen Jacob Brunsborg jobbet som direktør. Foto: Aller Media
Men den hårde opvækst i Hurup ved Thy tændte alligevel en glød i ”Lille Lars”, som moderen kaldte sin yngste søn i de sjældne kærlige øjeblikke.
Som Lars Larsen selv har udtrykt det:
- Fattig-Lars. Ham blev der set ned på. Det fik mig til at tænke: 'Jeg skal fandme vise dem, skal jeg', sagde Lars Larsen i DR's portræt.
Og vise dem dét gjorde han.
For meget fart på
Lars Larsen fik som den eneste af sine fire søskende lov til at komme i realskolen. Drømmen var egentlig at blive lærer, men storebror Hans fik ham overtalt til at prøve lykken i handelsbranchen.
Broderen Hans skaffede ham en lærerplads, og 1. august 1966 mødte en ung og arbejdsom Lars Larsen op i "Magasin H & L" i Thisted.
Her blev Lars Larsen for første gang introduceret til dyneuniveret, for ”Magasin H & L” solgte både dyner, sengetøj, gardiner, madrasser og kjolestoffer.
Lars Larsen havde sans for købmandshvervet, han forstod sit håndværk – og han vidste, hvordan man skabte et godt tilbud. Successen tog han med sig, da han nogle år senere flyttede til Aalborg med sin hustru, Kristine ”Kris” Brunsborg, hvor han i 1974 som 25-årig fik job i lavprisforretningen MinusService.
MinusService solgte gardiner, sengetøj og badeværelseartikler, og igen beviste den unge købmand, at han forstod sit håndværk.
Han skabte en sund forretning med grønne tal og overskud – og han fik lov til at åbne to nye butikker. Men ikke mere end det.
Ejeren af MinusService havde ikke lyst til at ekspandere. Han mente, at Lars Larsen havde for meget fart på.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lars Larsen var både Kongelig Hofleverandør og blev i 2010 Ridder af Danmark. Foto: Aller Media
Det havde Lars Larsen formentlig også, men han forstod at udnytte farten og kørte ikke galt. I stedet forfulgte han sin drøm om at gøre det bedre og større.
Efter fem år sagde han derfor sit job op for at starte egen forretning. Forretningen fik navnet JYSK Sengetøjslager, den lå i Aarhus og slog dørene op til det første gode tilbud 2. april 1979.
Samme år tonede Lars Larsen for første gang frem på TV med sit slogan:
”Goddaw! Jeg hedder Lars Larsen. Og jeg har et godt tilbud til dig”.
Tilbuddene gjaldt dog ikke kun butikken i Aarhus. Butikken – og dens ejer – fik nemlig hurtigt vokseværk, og med årene åbnede der flere og flere butikker rundt om i landet.
I dag findes der over 2.400 butikker i 39 lande.
Ærlig Lars: Jysk er mit tredje barn
Lars Larsen har aldrig lagt skjul på, at hans forretningsimperium har en stor plads i hans hjerte. I DR-portrættet ”Sådan blev jeg – Lars Larsen” fra 2016 tøvede han således ikke, da han kaldte JYSK for ”sit tredje barn”.
Han lagde i samme ombæring ikke skjul på, at hans to børn – sønnen Jacob og datteren Mette – altid har stået i skyggen af deres far og hans ambitioner for JYSK. Samme fornemmelse havde også børnene.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lars Larsen har aldrig lagt skjul på, at JYSK var hans tredje barn. Foto: Aller Media
Som små måtte børnene således acceptere og affinde sig med, at far ikke var med til fodboldkampe etc. Noget de kunne mærke, da de voksede op, fortalte sønnen Jacob Brunsborg i dokumentaren fra 2016:
- Det har altid fyldt meget og været en naturlig del af vores barndom. Sådan har det bare været. Men vi holdt mange sommerferier uden ham, fordi han arbejdede, fortalte sønnen Jacob Brunsborg i DR-portrættet ”Sådan blev jeg – Lars Larsen”.
Anonym kone ved kassen
Lars Larsen har flere gange påpeget, at hans kone bærer en del af ansvaret for, at JYSK i dag er en gigantsucces med 2.400 butikker i 47 lande.
Selv om Kris for flere år siden rundede de 67 år, har hun troligt mødt på arbejde i en af ægtemandens JYSK-butikker flere gange om ugen. Her arbejder hun som butiksassistent. For nogle år siden udtalte hun, at hun agtede at fortsætte med at arbejde.
- Så længe jeg synes, at det er sjovt. Selvfølgelig tænker jeg også nogle gange: 'hold fast, gider jeg sætte gardiner på plads en hel dag?' Det er jo et slæbearbejde nogen gange, sagde Kris i portrættet på DR i 2016.
Det er dog sjældent, at omverdenen har set eller hørt noget til Kris. Lars Larsens kone har nemlig alle årene levet en anonym tilværelse udenfor mediernes søgelys. Og det har også haft en positiv effekt:
- Når du står og skal prøve at sælge en dyne, og du kan se på folk, at de tænker, 'hold da op, det er Lars Larsens kone, så er det ikke sjovt, fortalte Kris for tre år siden.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lars Larsen med sin hustru Kris, der arbejder som butiksassistent i en af JYSK-butikkerne. Foto: Aller Media
Kris’ arbejde helt ude i frontlinjen af koncernens dagligdag har været uvurderlig, har Lars Larsen tidligere fortalt.
- Hun er selv stadigt interesseret i at følge lidt med i, hvordan Jysk ser ud helt ude ved kunderne. Jeg mener, at hun nu er nede på to dage om ugen, hvor hun kommer fast i sin sædvanlige forretning. Hun må pænt spørge om fri, hvis vi skal noget andet, men ellers er hun der. Også i dag, hvor vi snakker sammen, har Lars Larsen tidligere fortalt i et interview med BT.
Lars: Jeg dør, hvis jeg stopper
I 2016 satte hovedpersonen selv ord på den drivkraft, han altid har haft for sit hjertebarn:
- Mange spørger mig, ”hvor længe bliver du ved, har du ikke nok?”. Nej jeg har ikke nok. Jeg kan ikke stoppe op. Sådan er jeg ikke bygget. Jeg skal hele tiden... ellers tror jeg, at jeg dør. Og det vil jeg jo ikke i så ung en alder, sagde han i ”Sådan blev jeg – Lars Larsen”.
Nu har den alvorlig kræft-sygdom dog indhentet købmanden.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lars Larsens succes har bragt ham sammen med nogle af landets mest indflydelsesrige personer. Foto: Aller Media
- Det er desværre en meget alvorlig diagnose, jeg har fået, og derfor vil jeg bruge min tid og mine kræfter på min familie, lød det i starten af juni fra den dengang 70-årige Lars Larsen.
God tur på rejsen til Lars Larsen.