Den første danske HBO-serie er på vej: Se traileren til "Kamikaze"
Der er masser af godt indhold at glæde sig til, hvis man fantaserer om at oprette sig på den nye streamingtjeneste HBO Max.
Udover mange af de film og serier, der tidligere var at finde på det gode, gamle HBO Nordic, så er der også en lang række nye internationale film og serier at se frem til.
Længe ventede serier som den seneste version af "Gossip Girl", "Sex and the City"-serien "And Just Like That..." samt Mindy Kalings kommende serie "The Sex Lives of College Girls" får allesammen premiere i år eller næste år.
Men det er ikke kun amerikanske serier, der kommer til at fylde udvalget på den store tjeneste.
Om ikke så længe får den første danske HBO-serie nemlig premiere, og det bliver i form af drama- og thrillerserien "Kamikaze".
Serien handler om den 18-årige pige Julie, der kaster sig ud på en personlig rejse for at genfinde sig selv, efter hun mister både sine forældre og bror i et flystyrt.
Den stakkels Julie er efterladt med sine forældres rigdom, biler og et enormt palæ, men intet af det kan give den unge influencer ro.
Slut med HBO Nordic: HBO Max er kommet til Danmark
Julie spilles af det unge stjerneskud Marie Reuther, og hun har allerede vundet seriøs anerkendelse for sin hovedrolle. Tidligere på året vandt hun blandt andet prisen for bedste skuespillerinde på den prestigefyldte festival Series-Mania for sin portrættering af Julie.
I serien medvirker også komikeren Anders Matthesen, Charlotte Munck, Johan Rheborg, Mads Reuther, Carla Philip Røder, Aleksandr Kuznetsov, Vidhi Kastebo og Casper Kjær Jensen.
"Kamikaze" får premiere på HBO Max den 14. november.
Se traileren til "Kamikaze" her:
Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube