Den franske stjernekoks krop sagde stop: Gik i stykker som en gammel bil

LÆS OGSÅ: Han taber millioner på dyr mad: – Græder mig ikke i søvn
Når man er født kok, vil man dø som kok.
Sådan siger 64-årige Francis Cardenau som for tiden nyder at kokkerere sammen med Umut Sakarya og Simon Juul i TV 2’s ”Tre sultne mænd”.
Stjernekokken er født i Frankrig, men kom til Danmark for 35 år siden. Og der gik ikke lang tid, før han fik stor succes i den danske restaurantbranche.

Succesen betød Michelin-stjerner og royale stamgæster på restauranter som bl.a. Kommandanten og Søllerød Kro, men for seks år siden sagde Francis’ krop fra.
– Jeg stoppede med at drive restaurant, fordi min krop var træt, efter jeg havde arbejdet 45 år i branchen. Jeg faldt om og slog hovedet og fik hjernerystelse, siger Francis.
Det skete på restauranten Umami, som han var medejer af.
– Jeg manglede mad og energi, så jeg gik i stykker ligesom en gammel bil, forklarer han.

Var som en narkoman
Francis arbejdede seks dage om ugen i mange timer, alligevel var han ikke klar til at indse, at det var på tide at drosle ned.
– Ligesom narkomaner sagde jeg, at det ikke kunne passe, siger den passionerede kok.
– Så jeg fortsatte. Men så mistede jeg min smagssans, og så kunne jeg ikke længere smage, når jeg lavede mad.

Det fik hans kone, Henriette, til at råbe vagt i gevær.
– Henriette sagde til mig, at nu er det tegn nummer to, så nu skal du tage en beslutning, siger Francis, der dengang var involveret i restauranterne Le Sommelier, Mash og Umami.
Det var svært at sige stop, men i dag er han glad for at have taget beslutningen. Det blev ikke kun et farvel til restauranterne. Ægteparret valgte at rykke helt ud af København, da de faldt pladask for et lille landsted ved Arresø i Nordsjælland.
De sultne mænd
Francis kendte Umut Sakarya, 32, og Simon Juul, 46, i forvejen, og selv om alle tre kan lide at bestemme, så gik arbejdsfordelingen godt i TV 2’s ”Tre sultne mænd”.
– Det skete helt automatisk. Jeg er ligeglad med, hvem der er chef. Det vigtigste er, at vi kan snakke om tingene være enige om, hvilken vej vi skal, siger Francis.
Pensionen er udskudt
Passionen for mad lagde han dog ikke på hylden. Landstedets jord er i dag fyldt med urter, frugt, bær og grøntsager.
– Vi sælger grøntsager på grøntmarkeder i København, forklarer Francis.
Samtidig driver den tidligere stjernekok en hjemmeside med sin søn og datter, hvor de sælger specialiteter fra små franske leverandører.

Francis har svært ved at sidde stille, og han har ingen planer om at blive pensionist lige foreløbig.
– Jeg ville komme til at kede mig, erkender han.
Det idylliske hus ved Arresø, som nu er hans hjem, lokker også madglade gæster til.
– Det er ikke muligt at leve af at sælge grøntsager, så derfor laver jeg også mad til selskaber. Enten hvor jeg tager ud til dem eller de kommer her.
Forlod det franske
Glæden ved mad fik han allerede som dreng, da han voksede op i Lourdes i Frankrig, som han viser frem for Umut og Simon i ”Tre sultne mænd”.
– I Sydfrankrig er det ikke alle, der er kokke. Men alle kan lave mad, siger Francis, som blev udlært kok i Paris, hvor han siden fik arbejde på det danske hus. Her mødte han ejerne af Søllerød Kro, og han forelskede sig i smukke danske Henriette.

Kort efter blev Francis tilbudt job på Søllerød Kro, og parret flyttede til Danmark.
– Jeg talte kun fransk – ikke engelsk og dansk. Jeg kunne ikke kommunikere med mine kokke. Så jeg var tæt på at tage tilbage til Frankrig, men Henriette hjalp mig med at finde en kok der kunne lidt fransk, så han kunne hjælpe mig.
– Det er så skønt at lave mad sammen med andre, der godt kan lide at lave mad. Og så er det ærgerligt, hvis du ødelægger det med din attitude, fordi du bliver halvpsykopat, når du ikke kan forstå, hvad der bliver sagt, siger Francis, der i dag både taler dansk – og har lært at passe bedre på sig selv.