"Den store bagedyst"-Pernille ramt af sygdom: Det er hårdt
I ”Den store bagedyst” ser vi hende danse rundt, og 61-årige Pernille Bulskov dyrker også både gymnastik, styrketræner og spiller golf.
Men der er en knap så munter årsag til hendes meget aktive livsstil. Pernille lider nemlig af psoriasisgigt, og derfor er hun nødt til at træne for at holde gigten i ave.
- Jeg gør meget for at passe på min krop, siger Pernille, da SE og HØR besøger DR-deltageren i hendes nybyggede hus i Sorø, hvor hun og manden, Henrik, flyttede ind for fire år siden.
Selv om hun gør meget for at holde gigten nede, spiller sygdommen stadig en stor rolle i Pernilles liv. Hun har med egne ord altid ondt.
- Det er hårdt at leve med det, for man bliver træt, når man har smerter hele tiden. Men sådan er det. Det kan sgu ikke nytte noget at hyle over det. Jeg kan jo ikke lave om på det, siger årets alderspræsident i bageprogrammet.
Sidste år blev Pernille også opereret i ryggen.
- Jeg havde en kæmpe diskusprolaps nederst i ryggen, som havde drillet mig i mange år. Jeg vidste bare ikke, at det var en diskusprolaps. Så jeg trænede og trænede for at holde det væk, men det kunne jeg ikke. Man fandt så ud af, jeg havde en kæmpe diskusprolaps, og jeg blev opereret. Det har været rigtig godt, fortæller hun.
Sin egen chef
Gigten var også årsag til, at Pernille efter 20 år med sin egen salon Frisør Pernille måtte sige stop.
- Jeg solgte den, fordi min gigtsygdom blev for smertefuld for mig, fortæller hun.
- Henrik måtte nogle gange hjælpe mig ud af sengen om morgenen, og det syntes jeg var for tidligt, når jeg kun var et par og 40.
Det var en hård beslutning at tage, men da den var taget, var det også en kæmpe lettelse, lyder det om salget af salonen.
I dag arbejder Pernille i sit og mandens eget firma, hvor hun sælger lysterapibriller.
Derudover har de et vinfirma, hvor de importerer vin fra Sydtyskland, Frankrig, Spanien og Italien, som de sælger til privatpersoner.
- Så laver vi tapas- og vinaftener, hvor folk køber vin, fortæller Pernille, som selv bager brødet til tapasarrangementerne.
- Og så har jeg også en lille negleklinik, for jeg savnede at have kunder, fortæller Pernille, der udelukkende arbejder hjemmefra.
- Hvis jeg har dage, hvor jeg har det rigtig skidt, laver jeg ikke så meget. Men når jeg har dage, hvor det går rigtig godt, kan jeg arbejde til klokken 22 om aftenen. Det er fordelen ved at gøre det på den måde, lyder det.
Salt frem for sødt
Det var ikke Pernille selv, der meldte sig til ”Den store bagedyst” – det var hendes datter, Mathilde, på 25 år.
- Hun kom hjem en dag i december sidste år og sagde: ”Gud, for resten mor, jeg skal lige huske at sige til dig, at jeg har sendt en ansøgning ind til ”Den store bagedyst”, fortæller Pernille, der først troede, det var datteren selv, der ville deltage. Men der tog hun fejl.
- Jeg tænkte: ”Herregud – der er jo mange, der søger”, så det tog jeg helt roligt. Så gik der et par dage, og så fik jeg en mail fra DR om, at jeg var udtaget til audition.
Og så tog Pernille af sted med en kage og endte med at komme gennem nåleøjet.
Det lå ellers ikke lige i kortene, da Pernille med egne ord ”ikke har den store bageinteresse”.
- Men jeg laver meget brød. Jeg er jo til det salte køkken – jeg er slet ikke til det søde køkken. Jeg har slet ikke nogen sød tand. Jeg tror også, jeg er den eneste (i programmet, red.), der ikke har en kæmpe hobby med at bage, siger hun.
Det var da også noget helt andet, der havde fået datteren til at melde Pernille til programmet.
- Hun var overbevist om, at jeg var helt egnet til det. Hun syntes, jeg kunne være det festligste indslag i ”Bagedysten”, som hun elsker, siger Pernille med et smil.