"Den store bagedyst" retur: Her er corona-tiltagene
Den 3. oktober skyder Timm Vladimir den niende sæson af "Den store bagedyst" i gang med de famøse ord "Klar, parat, bag".
Og selvom både værten, dommerne og indledningsfrasen er, som den plejer, så ligner den kommende sæson ikke helt sig selv - og det skyldes naturligvis den allestedsnærværende corona-pandemi.
Søren Olsen, der er redaktør på det populære DR-program, fortæller til Ekstra Bladet, at lockdown i foråret gjorde, at indspilningerne på et tidspunkt hang i en tynd tråd.
Heldigvis endte det "bare" med, at optagestart blev udskudt, og det har gjort, at deltagerne har haft langt mindre tid til at træne deres bagværk til de forskellige discipliner i programmet.
Sundhedsmyndighedernes parole om at holde afstand har også indfundet sig i bageteltet, fortæller programmets redaktør til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under billedet
Igen i år er det Timm Vladimir, Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo, der indtager bageteltet. Foto: Bjarne Bergius Hermansen
Når en amatørbager i hvert afsnit sendes hjem, plejer den at stå på en masse kram, men denne sæson bliver de erstattet af "albue-bump" og klapsalver.
Deltagerne skal også have handsker på, når de håndterer fødevarer i deres køkkener, ligesom dommerne har handsker på, når de skal smage deltagernes kreationer. Det var dog ikke helt gnidningsfrit at indføre brug af handsker:
- I den hemmelige udfordring skulle de lave noget med brøddej. Der havde vi ikke lige tænkt over, hvor vanskeligt det er at ælte med handsker på. Dejen hænger jo fast. Så det har der været lidt frustrationer omkring, men det har også ført til gode grin, siger redaktøren til Ekstra Bladet.
"Den store bagedyst" får premiere på DR lørdag den 3. oktober.