Dennis Knudsen et år efter datterens død: En konstant smerte

EFTER DRAMA: Dennis Knudsen har fået mundkurv på
Hverdagen kører for fuld skrue med børneleg, madlavning, putning og bleskift.
Den er fyldt med grin og hvin, men inde bag det glade ydre er der også fortsat en stor sorg.
I sidste uge var det et år siden, Dennis Knudsen mistede sin datter Naomi.
Hun blev kun seks uger gammel.
– Den her mærkedag kan godt mærkes. Der er mange tanker og følelser i dag.
– Det er en smerte, som altid vil ligge hos én, når man har mistet et barn, siger en ærlig Dennis Knudsen, som bliver dårlig tilpas, når han genkalder sig de oplevelser, han havde den nat.

Mareridtsnatten
Natten til 1. november 2022 blev han vækket af sin halvanden måned gamle datter Aura, der var sulten.
Han gjorde samtidig en sutteflaske klar til hendes tvillingesøster Naomi, selv om hun ikke sagde en lyd.
Da den nybagte far ville give Naomi flasken, opdagede han, at hun var livløs.
Ambulancer og politi blev tilkaldt, men hendes liv stod ikke til at redde. Den efterfølgende obduktion konkluderede, at hun var vuggedød.
– Jeg bliver ked af det, og det er svært at se de billeder for mig igen.
– Det var et mareridt, da det væltede ind med politifolk og ambulancer, fortæller Dennis Knudsen.
– Jeg trøster mig med, at jeg på hospitalet talte med en krisepræst.
– Jeg sagde til hende, at hun måtte vise sig som et lys eller en stjerne – og så sendte Naomi bare en lyskegle ned til mig, da vi kørte fra hospitalet.
– Det skete også til hendes bisættelse, lyder det poetisk fra Dennis.

Reddet af børnene
Sorgen fylder stadig, men med tre små børn – Lucas, Noah og Aura – i hjemmet og et højt aktivitetsniveau, bliver den ofte skubbet i baggrunden.
– Man kommer sig aldrig helt over det, når man mister et barn.
– Men jeg er tvunget til at leve videre, da jeg har tre børn, som tager masser af opmærksomhed fra sorgen, og vi har det godt.
De tre børn er for små til at forstå mærkedagen, så for deres skyld, har Dennis ikke markeret dagen i familien.
– Jeg prøvede at se, om Lucas kunne huske det. Men han har ikke nævnt noget, forklarer familiefaderen, som derfor har grædt for sig selv – og brugte mærkedagen med sin mor og bror, som også bærer på en stor sorg.
– Naomi fylder hele tiden i vores hverdag herhjemme. Vi snakker om hende, når vi ser på månen eller stjernerne.
– Det skal dog ikke dyrkes voldsomt i dag, jeg vil gerne have, at det bliver en naturlig ting for dem, lyder det fra Dennis Knudsen.
Han er taknemmelig for, at børnene tvang ham til at rejse sig, da sorgen var størst.
– Jeg er tvunget til at leve videre, da jeg har tre andre børn – og de tager en masse opmærksomhed fra sorgen.
– Vi lever videre med Naomi i tankerne og har det godt, slutter den kærlige faderhjerte.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.