Dennis Knudsen på camping: Befriende børneferie
LÆS OGSÅ: Efter Dennis Knudsens færgegate: Her er hans seneste shitstorms
Fra fest og druk til rugbrødsmadder og legepladser. I 20 år har Dennis Knudsen, 60, holdt ferie i Skagen i uge 29 – den såkaldte ”Hellerup-uge”, hvor champagnen flyder i stride strømme – men efter han er blevet far til børnene Lucas på fire, Noah på to år og Aura på ti måneder, er det nu deres behov, der er i fokus, og ikke kendisfrisørens.
– Jeg lå i sprut heroppe i en uge – konstant, siger Dennis Knudsen om de før så festlige ture til Skagen, da SE og HØR møder ham i den populære ferieby.
Her bor han som noget nyt i år på en campingplads i sin spritnye campingvogn. Tidligere plejede han at overnatte hos nogle venner, men efter han har fået børn, og vennerne selv har fået børnebørn, er der ikke længere plads til frisøren med familie.
– Men det er meget befriende ikke at bo hos nogen, for denne ferie er jo på børnenes præmisser. Det er vidunderligt, at jeg bare lige kan sende dem over på legepladsen. Det fungerer rigtig nemt, forklarer Dennis og fortsætter:
– Og så møder man jo en masse søde mennesker, som selv har børn, som man står og snakker med.
Frisør på tur
Campingvognen købte han, da han fandt ud af, at han skulle holde sommerferie alene med børnene i år.
– Min mor kunne ikke tage med, og min bror kunne heller ikke – der var ingen, der kunne holde ferie med os. Så jeg tænkte: ”Ferie alene med tre børn … Skal jeg så blive hjemme i Korsør? Skal jeg tage op i sommerhuset (i Ellinge Lyng, red.)? Eller skal jeg prøve med camping?”, husker Dennis, som valgte det sidste for også selv at få et eventyr ud af det.
Og der gik ikke længe, fra han fik idéen, til han var blevet 234.000 kroner fattigere. Han faldt nemlig pladask for campingvognen med de tre køjer i, perfekt til Aura, Noah og Lucas – og så er der også både toilet og bad, tre kogeblus, køleskab, fryser og tv.
– Selvfølgelig er det mange penge at bruge på en campingvogn, men den er ikke kun købt til campingferie. Den er også købt til, at jeg kan tage rundt i landet og klippe lidt kunder indimellem, siger Dennis og uddyber:
– Og når jeg besøger venner rundt om i landet, kan man have campingvognen med – til Charlotte Bøving i Varde f.eks. Så jeg tror, jeg får rigtig meget glæde af den.
Og ungerne elsker allerede at være på campingferie.
– De har en fest! siger frisøren.
Hænderne fulde
Normalt har Dennis Knudsen en barnepige, som kommer hver dag og hjælper til, og han lægger da heller ikke skjul på, at der er nok at se til alene på ferie med tre børn.
– Jeg klager aldrig, for jeg har selv valgt det. Og jeg synes, det er skønt og skide hyggeligt! Men man er jo på hele tiden, fordi der er bleer, så er der mad, så slår den ene sig, så driller den anden, så er der sand i øjet, lyder det.
– Det er jo fantastisk at få den kvalitetstid med sine børn alene. Men lige til at ordne vasketøjet … Det ser jo ud som om, der er sprunget en bombe derinde efter 10 minutter, fordi det er så småt!
Det er ikke kun ferierne, der har ændret sig, efter Dennis Knudsen fik børn – generelt er livet ”100 procent anderledes” end før.
– Det, der nok er den største forandring i mit liv, er, at jeg ikke har angst og depression mere, siger han og uddyber:
– Det er fuldstændig forsvundet, efter jeg har fået børn, for jeg kan ikke sidde og grave ind i mig selv og finde ud af, hvordan jeg har det. I det øjeblik, jeg prøver at være lidt fordybet i mine egne tanker, er der en, der græder, eller en lorteble, der skal skiftes. Det er også en af de store fordele ved at blive far i en sen alder. Man har prøvet så meget og har ikke så meget, man skal præstere og nå, fastslår han.