Derfor bliver der ikke nogen ceremoni for Karl Lagerfeld
Karl Lagerfeld, der døde tidligere på ugen, kommer ikke til at få en ceremoni i forbindelse med sin bisættelse.
Det er modemandens eget ønske, at der ikke bliver en pompøs ceremoni i forbindelse med hans død. Det skriver AFP.
- Jeg har ønsket at blive kremeret, og at få min aske blandet sammen med min mors aske... Og min kat Choupettes aske, hvis hun dør før mig, har Karl Lagerfeld fortalt i et af de sidste interviews, han gav før sin død.
- Hans sidste ønsker vil blive respekteret, fortæller en talsmand fra Karl Lagerfelds modevirksomhed til AFP.
Der vil altså ikke blive en storslået ceremoni, hvor modemandens kendte venner kan vise deres sidste respekt til ham.
Tirsdag kom det frem, at Karl Lagerfeld var død i en alder af 85 år. Med det samme begyndte kondolencerne at strømme ind fra hele verden.
Også modeskaberens kendte venner sendte deres sidste hilsner afsted på de sociale medier. Stjerner som Gigi Hadid, Victoria Beckham, Stella McCartney og Diane Kruger viste alle, at de var kede af tabet af den store modemand.
De kendte mindes Karl Lagerfeld
Karl Lagerfelds modehus, der også hed Karl Lagerfeld, meddelte selv den triste nyhed på Instagram.
- Han var en af de mest indflydelsesrige og hyldede designere i det 21. århundrede, og et ikonisk symbol på stil, skrev modehuset blandt andet i sit opslag.
Karl Lagerfeld døde den 19. februar 2019 i Paris.
Han blev 85 år gammel, og kunne dermed se tilbage på et langt og godt liv, hvor han i mange år arbejdede med sin største passion. Mode.