Derfor får Jim Lyngvild morfin: Brækker sig af stress
Mange af os kender nok godt det med, at man bliver spurgt, hvordan det går, og per refleks svarer "det går fint". Det kommer Jim Lyngvild også til her til aften, da SE og HØR møder ham.
Men multikunstneren får hurtigt talt sig varm og fortæller meget ærligt, hvordan det i virkeligheden står til med helbredet.
– Der er knald på. Jeg ligger og brækker mig hver 14. dag og får morfinindsprøjtninger, fordi det er for hårdt, og jeg arbejder for meget, forklarer han, inden han hurtigt tilføjer:
– Men skid da hul i det, når man står til demokratiets festaften og har en fest.
Jim Lyngvild, der har fem bøger og to udstillinger i støbeskeen, indrømmer, at det er voldsomt for ham.
– Jeg knokler for hårdt og laver og vil for meget på én gang.
– Men jeg står her endnu. Lev stærkt, dø ung – så må vi se, hvornår det kommer, lyder den stærke udmelding.