Kendte25. oktober 2024

Det var stilhed før storm: Emil Falk fortæller om Hugos dødsdag

Hugo Helmigs nære ven og producer Emil Falk kunne mærke, at noget var galt, inden han modtog den hjerteskærende meddelelse om popstjernens død
ØreSound Festival på Tiøren i Amager Strandpark. Hugo Helmig. Lørdag 14. august 2021.
Hugo Helmig døde 23. november 2022 i en alder af blot 22 år.
 Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Emil falk om Hugo Helmigs kæmpehit: - Vi skulle aldrig have lavet det

Den 23. november 2022 er en dag, Emil Falk sent vil glemme. Det var den dag, Thomas Helmig overbragte den hjerteskærende meddelelse om, at Hugo Helmig var død.

I P1-programmet ”Genstart” fortæller popstjernens mangeårige ven og musikalske samarbejdspartner, at han allerede om morgenen havde en fornemmelse af, at noget tungt ville ramme ham.

Morgenen begyndte nemlig usædvanligt nemt. Sammen med hustruen stod Emil Falk op om morgenen og så, at deres to ældte børn allerede sad i tøjet foran fjernsynet.

Uden for skinnede solen og ikke en vind rørte sig. Alt åndede med andre ord fred og idyl.

- Så kørte jeg ungerne afsted, og da jeg havde afleveret den sidste nede i vuggestuen, tænkte jeg: ”Hold kæft, det er gået smooth her til morgen”.

- Men jeg havde også en form for uro i kroppen. Det er, som om de har haft en fornemmelse af, at det skulle være nemt, for lige om lidt bliver det svært. Kort tid efter ramte virkeligheden ligesom. Så var det fandme svært, fortæller han.

ØreSound Festival på Tiøren i Amager Strandpark. Emil Falk, Hugo Helmig. Lørdag 14. august 2021.
Emil Falk og Hugo Helmig på ØreSound Festival på Tiøren i Amager Strandpark i 2021.
 Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

Emil lægger ikke skul på, at det er svært for ham at tale om og bliver flere gange berørt undervejs i interviewet.

Også da ”Genstart”-vært Simon Stefanski spørger, hvem der giver ham beskeden.

- Øh … Det er sgu lidt svært at snakke om faktisk. Men det er Thomas (Helmig, red.), der ligesom fortæller mig det, og ja … Det var en meget, meget svær dag.

- Og ja … Jeg kan sgu ikke snakke mere om det der.

Efterfølgende tager han hen til Hugos lejlighed, for han har brug for at forstå, hvad der er sket – at det virkelig er sket.

- Så snart jeg kommer hen til hans hoveddør bryder jeg faktisk lidt sammen. Går i panik i virkeligheden og kan ikke snappe ud af det.

- Heldigvis er jeg ikke alene der. Så kommer vi derop og vi skal finde en trøje, Hugo skal have på, når han skal begraves, så han ser fin ud, fortæller han.

Efterfølgende sætter han kurs mod Aarhus, hvor han besøger Renée og Thomas. Kort efter begravelsen ringer Thomas igen til Emil – denne gang for at invitere ham med i studiet.

Det er der siden kommet albummet ”Sortedam” ud af. I tiden efter Hugos død skrev Thomas en række digte, som det musikalske makkerpar har sat musik til.

Sponsoreret indhold