Det vil Salma Hayek hellere kaldes
Hollywoodstjernen Salma Hayek vil egentlig helst gå under et navn, der er en anelse anderledes end det, vi kender.
Det afslører den 56-årige "Magic Mike's Last Dance"-stjerne i forbindelse med et besøg i talkshowet "Jimmy Kimmel Live!".
Siden 2009 har Salma Hayek nemlig heddet Salma Hayek Pinault. Den sidste del af navnet fik hun sikret sig, da hun blev gift med modemilliardæren François-Henri Pinault.
Det har desværre for Salma Hayek vist sig at være noget af en udfordring at få folk til at kalde hende det, hun hedder.
- Jeg har altid haft det navn, men alle nægter at sige det, siger hun og fortsætter:
- Mine PR-agenter siger okay til det nu, fordi de nogle gange glemmer at skrive det i film, og så siger de: 'Hvorfor skrev I ikke hendes fulde navn?'
Og svaret er ifølge Salma Hayek altid den samme forklaring:
- Åh, vi glemte det. Undskyld, det er allerede blevet trykt.
Så sent som i sidste uge fik Hayek sat godt gang i aktiviteten i kommentarsporet på sin Instagram-profil.
Det skete, efter hun havde valgt at dele en række billeder af sig selv i en forførende netkjole fra Oscar de la Renta, som hun har til premieren på den længe ventede "Magic Mike's Last Dance".
I den kommende film spiller Hayek overfor Channing Tatum, der for en allersidste gang spiller rollen som den stripperdygtige Mike.
"The Magic Mike's Last Dance" har premiere i de danske biografer den 9. februar 2023.