Kendte26. oktober 2019

Diagnose gav stof til eftertanke: Galgenhumor hjælper for Karsten Ree

Karsten Ree hader at være sur. På trods af blærekræft og masser af skavanker holder han humøret højt med god hjælp fra Janni.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/janni_og_karsten_ree_foto_soeren_jul_lamberth.jpg
 (Foto: Søren Lamberth)

De har kendt hinanden i syv år og været gift i godt fire. Alligevel småskændes Janni og Karsten Ree på netop den kærlige facon, det i reglen kun er ægtepar med langt flere år sammen forundt. Karsten skal fortælle om sit liv med diagnosen blærekræft, men til hendes store irritation er han konstant på afveje ud i alverdens erhvervshistorier.

– Du snakker hele tiden forretning. Det får folk til at tro, at du ikke har andet i hovedet end penge, harcelerer hun.

– Ja undskyld. Men det er jo det, der interesserer mig, svarer han.

Styrthjelm på toilettet

Den alvorlige diagnose til trods kan parret alligevel se det morsomme i det meste. For eksempel fandt Janni en dag Karsten på toilettet iført styrthjelm med visir, fordi han kort forinden var besvimet samme sted og havde slået hovedet.

– Forestil jer det syn, siger Janni muntert om Karstens anfald af galgenhumor.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/janni_og_karsten_ree_foto_soeren_jul_lamberth_2.jpg
 (Foto: Søren Lamberth)

– Da Karsten ringede fra hospitalet og fortalte, at han havde blærekræft, var jeg samtidig på hospitalet med min kræftsyge far på et andet hospital. Jeg troede, min far var udødelig, så da han døde, tænkte jeg jo også på Karsten, fortæller Janni. (Foto: Søren Lamberth)

Behandling i USA

En del af sommeren har villaen på Strandvejen i Vedbæk for Karstens vedkommende været udskiftet med et ”liv som fattigrøv” i USA, hvor han har fået stamcellebehandling.

– I stedet for et dyrt hotel boede jeg på AirBnb, hvor jeg holdt mig selv med morgenmad og frokost. Desuden sparede jeg billejen ved at gå til og fra klinikken med rygsæk. Om aftenen fik jeg McDonalds med Cola Light og fire pommes frites, siger han.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/janni_og_karsten_ree_foto_soeren_jul_lamberth_5.jpg
 (Foto: Søren Lamberth)

Karsten synes ikke Jannis mops er en rigtig hund, selv om den er opkaldt Cobra efter hans bil, og ikke, som mange tror, efter en slange. (Foto: Søren Lamberth)

Sidstnævnte rationering var på grund af vægten, hvilket Janni ikke forstår. Hun synes nemlig slet ikke, han kan tage på længere.

– Sludder. Jeg er nødt til at passe på. Du laver jo en halv liter sovs til mig om dagen, siger han.

Hvorvidt stamcellebehandlingen virker eller ej, har han dog ingen anelse om.

Mange skavanker

Motion bliver det ikke til meget af, for en blodprop har svækket hans ene side, og desuden har han ondt i knæet, en ny hofte, gigt i fingrene, ondt i skulderen efter et fald og tinnitus.

– Lidt syg er man vel altid. Især når man stadig går til observation for kræft. Det har været alvorligt og kan let udvikle sig til noget alvorligt igen. På trods af det har jeg det overordnet fint. Men jeg er ikke udødelig. Det er da gået op for mig, siger han.

Erkendelsen har medført både oprydning og generationsskifte i hans forretninger, og så er han også begyndt at værdsætte sin kone og børn langt mere. Det kan Janni også mærke.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/janni_og_karsten_ree_foto_soeren_jul_lamberth_3.jpg
 (Foto: Søren Lamberth)

– Når man er ung og aktiv, er der ikke meget overskud til kone og børn. Men nu da jeg kan se en ende på det hele, er jeg blevet mere opmærksom på den del af livet, siger Karsten, hvilket Janni nyder i fulde drag. (Foto: Søren Lamberth)

Desuden satte diagnosen dengang i marts 2015 turbo på parrets bryllup samme år, hvor et stort planlagt kirkebryllup i juni i al hast blev lavet om til et lynbryllup i næsten tosomhed i april.

– Jeg gad sgu ikke det menageri, forklarer Karsten, så han fik fat i en advokat, friede endnu en gang, og så var det bare af sted.

– Hvorfor ikke. Vi er intuitivt glade for hinanden, og så var det sjovt at tage alle på sengen, siger han.

Lev livet

Karsten Rees råd til andre med en alvorlig diagnose er at opprioritere det, der betyder noget for én.

– For mig er det naturoplysning og naturbevaring i safariparkerne i henholdsvis Afrika og Ebeltoft. Jeg opfatter det som en gave til mine medmennesker. Jeg gør det af hjertet, og der er ingen belønning. Men det er en god fornemmelse, forklarer Karsten.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/janni_og_karsten_ree_foto_soeren_jul_lamberth_4.jpg
 (Foto: Søren Lamberth)

– På min gravsten skal der stå: ”Kærligheden er størst”. Det skrev vi også som et gok i nødden på min fars sten, for han var en hård nyser, og det gik han ikke meget op i. (Foto: Søren Lamberth)

Diagnosen kombineret med hans alder og bedre tid betyder, at han tænker mere over livet end tidligere.

– Jeg har taget ved lære af Nelson Mandela. Man skal tilgive og komme videre. Det er ikke en evne, jeg er født med, men noget, jeg har måttet lære mig selv.

https://imgix.seoghoer.dk/knaek_cancer_0.jpg

Sponsoreret indhold