KendteI går

Didde-Mie i dansemareridt: Udsat for grænseoverskridende adfærd

Den professionelle danser Didde-Mie Lykke From, der i privaten danner par med Malte Ebert, står frem med fortællinger om manipulation og grænseoverskridende adfærd fra sin tidligere samarbejdspartner
Didde-Mie Lykke From fortæller nu om grænseoverskridende adfærd, da hun dansede på Copenhagen Dance Space.
Didde-Mie Lykke From fortæller nu om grænseoverskridende adfærd, da hun dansede på Copenhagen Dance Space.
 Foto: Lars E. Andreasen

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på fs@sh.dk

- Det er på tide, at jeg deler noget, som jeg har haft virkelig svært ved at sætte ord på, sådan indleder danseren Didde-Mie Lykke From, et sårbart og ærligt opslag på Instagram.

Danseren står nu frem med sin fortælling om, hvordan hun i en årrække har været udsat for det hun kalder for "manipulation" fra sin tidligere samarbejdspartner, Josefin Bjerkensjöe Canfield, som er tidligere ejer af Copenhagen Dance Space, Copenhagen Dance Education og virksomheden Bjerkensjoe og From.

Grænseoverskridende adfærd

Didde-Mie Lykke From, der til dagligt danner par med sangeren Malte Ebert, startede på Copenhagen Dance Space tilbage i 2012, da hun var 12 år gammel.

Ifølge Didde-Mie Lykke From, tog Josefin Bjerkensjöe Canfield hende under sine vinger og passede på hende som hendes egen datter, da Diddes far blev ramt af et hårdt sygdomsforløb.

Dengang følte danseren sig både set, hørt og støttet, men beskriver også, hvordan hun senere indså, at Josefins handlinger førte til mere skadelige situationer.

- Hun skubbede mine grænser og gjorde mig dygtigere. Men når jeg nu tænker tilbage, blev der skubbet til grænser, der ikke skulle skubbes til, taget min alder i betragtning. Nøgenhed, seksuelle photoshoots og udfordrende dans med tape for mine underudviklede bryster, skriver hun på sin Instagram-profil.

Snydt for løn

Didde-Mie Lykke From, beskriver i opslaget, at hun tilbage i 2016 fik en mulighed for at gå til audition i London, men hverken hun eller hendes forældre havde penge til at dække udgifterne. Det havde den tidligere ejer af Copenhagen Dance Space Josefin Bjerkensjöe Canfield til gengæld.

Josefin trådte til, og blev Diddes værge, som skrev under på kontrakter på hendes vegne.

- Vi lavede en aftale om, at de penge, jeg tjente, skulle gå til hende for at dække undervisning og rejseudgifter til auditions. Det var en god aftale for mig på det tidspunkt, hvor min største drøm bare var at danse, og hun lovede at holde regnskab over, hvornår jeg havde betalt det hele tilbage, skriver Didde.

Efter fem års hårdt arbejde, turnéer og undervisning begyndte Didde-Mie at tjene sine egne penge.

- Aftalen var, at Josefin modtog al min løn og satte det på en opsparing til mig. Jeg skulle bare sige, når jeg skulle bruge nogle penge, og så ville hun overføre dem til mig. Det var bare ikke altid så let.

Kroppen sagde fra

Ifølge Didde Mie From arbejdede hun uafbrudt på danseskolen fra 2018 til 2023.

Hendes krop og sind var under så stort pres, at hun til sidst mistede kontrollen. Ifølge Didde blev hun stadig presset til at undervise.

- Først da min krop ikke længere kunne holde sig oprejst, accepterede Josefin, at jeg ikke kunne undervise mere, skriver Didde-Mie.

Men selv efter det, bad Josefin om penge så "virksomheden kunne overleve". I desperation tilbød Didde at låne penge fra den opsparing, Josefin angiveligt havde sat op til hende.

- Og dér stod det klokkeklart, at den var væk. Den var blevet brugt på danseskolen, på uddannelsen og på hendes eget høje forbrug. Det var ikke til at tro, at seks års hårdt arbejde med store reklamekampagner, turnéer og endeløse rejsedage rundt i hele verden, alt sammen var væk.

Brød kontakten

I dag har Didde-Mie Lykke From gjort sig usynlig for sin tidligere samarbejdspartner og blokeret hende.

- Måske var det ikke den mest modne måde at afslutte noget på, men jeg var bange. Bange for hende. Det har jeg altid været.

I dag kæmper Didde Mie for at få en del af de penge, Josefin skylder hende, mens Josefin, ifølge Didde-Mie, er forsvundet.

SE og HØR har været i kontakt med flere tidligere dansere fra Copenhagen Dance Space, som uafhængigt af hinanden bekræfter, at de har oplevet de samme adfærdsmønstre hos Josefin, som Didde-Mie beskriver. Mange af dem har desuden stadig ubetalte beløb, som de hævder, Josefin skylder dem.

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Didde-Mie Lykke From, men hun har ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Josefin Bjerkensjöe Canfield, men det har i skrivende stund ikke været muligt.

Sponsoreret indhold