Kendte29. november 2023

Dødsbo for millioner: Sarah Juel Werner og Ari Alexander har købt hus

"Bedre tider"-stjernen og hans hustru kan nu kalde sig husejere
Sarah Juel Werner og Ari Alexander kan nu kalde sig husejere. 
Sarah Juel Werner og Ari Alexander kan nu kalde sig husejere.
 Foto: Dan Mariegaard

Det er en af de helt hårde pakker, der i år ligger under juletræet hjemme ved Sarah Juel Werner og Ari Alexander.

Den er også enorm. 79 kvadratmeter for at være helt præcis.

Skuespillerparret har således købt et dødsbo i Gentofte.

Det fremgår af tinglysningen, at parret overtager den 90 år gamle villa den 15. december.

Dermed skifter de lejligheden på Amager ud med et postnummer i landets rigeste kommune.

Villaen blev sat til salg for 5,5 millioner kroner i august. Allerede en måned senere skar sælger en halv million kroner af udbudsprisen.

Det er dog lykkedes ”Den tid på året”-skuespilleren og Sarah Juel Werner at presse prisen yderligere 200.000 kroner ned, og de har dermed givet 4,8 mio. kroner for den nordsjællandske herlighed.

For de mange millioner får de tre værelser fordelt på 79 kvadratmeter.

Der er dog også en kælderetage med to disponible rum og et ekstra badeværelse.

Ari Alexander med det borgerlige navn Alexander Tronbjerg Andersen og Sarah Juel Werner mødte hinanden på et skuespillerkursus i New York i 2015.

- Vi var de eneste danskere på holdet og kendte ikke hinanden i forvejen. Vi startede med at blive venner først, og så blev vi meget gode venner på et tidspunkt, har julekalenderstjernen tidligere fortalt til BILLED-BLADET.

Sammen har de en datter.

Sponsoreret indhold