Dot Wessman har udset sig slutdatoen: Lukker Bakkens Hvile om fire år
LÆS OGSÅ: Morten Messerschmidt i blodigt uheld: Skulle have lyttet til Dot
Bakkens Hvile har netop slået dørene op til endnu en sæson med pikant sang, flirt og dans, og har man ikke oplevet syngepigerne på bakken endnu, kan det være man skal til at overveje det.
Til Weekendavisen fortæller Dot Wessman nemlig, at hun har planer om at trække stikket og lukke stedet, når det i 2028 fylder 150 år.
Det skyldes dels økonomiske overvejelser og dels hendes egen alder, der om fire år vil lyde på 70 år.
Det var hendes morfar, der i 1936 købte Bakkens Hvile, som dengang var en af mange syngepavilloner. I 1982 tog hendes mor over og siden altså Dot selv.
Det er ikke blot Bakkens Hvile hun ejer, men også flere forlystelser på Bakken.
Her har hendes kæreste Morten Messerschmidt tidligere forklaret SE og HØR, hvordan en dag om sommeren typisk foregår.
– Om morgenen starter vi med at vaske radiobiler og de andre forlystelser, Dot ejer herude, det er alt for dyrt at hyre hjælp. Men det er en dejlig opgave, for så kommer man rundt og får snakket med de andre teltholdere, hvoraf mange også bor herude, og de giver mig fornemmelsen af, at “han er en af vore”, har politikeren udtalt.
Ønsker man et større indblik i livet på Bakken, kan man lige nu se dokumentaren ”Fri, fræk og for meget” på DR TV.
Dokumentaren har været tilgængelig siden april, og det har i den grad skabt interesse for den nu sidste syngepavillon i Danmark.
– Det er aldrig sket før, aldrig, men billetterne er blevet revet væk, og jeg tror, det har noget med dokumentarserien at gøre. Der er udsolgt til 12. juli. Jeg har flere gange i min karriere været nødt til at bede venner og bekendte om at troppe op og fylde salen, når salget gik rigtig sløvt, siger Dot Wessman til Weekendavisen.
Det var torsdag, at Bakkens Hvile slog dørene op til en ny sæson, hvilket flere kendte havde fået nys om. Se galleriet fra åbningsdatoen herunder.