Ed Sheeran varsler stop: Turné bliver den sidste i lang tid
Hvis du er en af dem, som har billetter til Ed Sheerans koncerter næste år, så skal du holde fast.
For briten fortæller i en podcast, at hans kommende tour formentlig bliver den sidste i lang tid. Det skriver Daily Mail.
Ed Sheeran blev far for 16 måneder siden, og det er simpelhent på grund af sin datter, at han til september i 2022, når turnéen er slut, kommer til at trække stikket i et rigtig godt stykke tid.
Popmusikeren, der for nylig har udgivet en julesang med Elton John, fik i 2019 datteren Lyra med sin kone Cherry, som han har været sammen med siden 2015.
Familie over arbejde
I podcasten funderer den rødhårede hitmager over, hvad han er mest bange for at se tilbage på om 20 år, og her er han ikke i tvivl. Familien må og skal altid komme før hans arbejde som musiker.
- Jeg ville hade at se mit forhold til mine børn have lidt et knæk om 20 år, fordi jeg har sat arbejdet over dem.
- Jeg tror, det handler om at finde balancen - og jeg tror helt ærligt, at jeg kommer til at se tilbage på min turné, oh vil tænke, "det kan jeg ikke gøre igen", siger Ed Sheeran.
Han tilføjer, han ikke vil være væk fra familien mere end seks uger.
Fire koncenter i Danmark
Ed Sheeran skal på sin turne "Mathematics" spille hele fire koncerter i Danmark. Det kommer til at foregå i Øresundsparken i Tårnby, hvor han over fire dage skal spille for intet mindre end 152.000 mennesker.
Oprindeligt var der arrangeret én koncert, men den store efterspørgsel betød, at tre yderligere koncerter blev smidt i puljen. De kommer til at foregå fra den 3. til den 6. august.
Og det er altså med at nyde dem, da Ed Sheeran ikke ved, hvornår han igen drager på verdensturne.