Efter 20 år: Fede Finn & Funny Boyz går i opløsning
LÆS OGSÅ: Peter Birch konfronteret: Overskred kvindes grænse
Kærligheden brænder ikke længere hos Fede Finn & Funny Boyz.
Efter 20 år med hits har dansktopbandet nemlig besluttet at gå hver til sit.
Det skriver bandet i et opslag på Facebook.
Forklaringen skal findes i, at tiden er inde til at prøve noget nyt.
- Fede Finn nærmer sig en alder, hvor tiden er inde til at udfylde tilværelsen med nye og andre oplevelser end musikken, eller blot gå og "slå skader med en kæp", lyder det.
Festen slutter ved udgangen af 2025, og for at markere en afslutning vil bandet drage på en afskedsturné, ligesom de vil lave en tv-serie.
- Festen slutter for Fede Finn med udgangen af 2025, hvilket vil blive markeret gennem hele året med en serie på 11 tv-udsendelser, en ny cd, nye musikvideoer og en sidste 'farvel tour' rundt i Danmark', skriver gruppen.
Fede Finn & Funny Boys har gennem tiden udgivet en lang række sange, hvor 33 af dem er strøget til tops på DRs dansktop-liste og/ eller TV 2 Charlies topliste.
Bandet har desuden lavet shows i 8 lande, ligesom de har solgt omkring 500.000 CD'er.
- Nu er der lagt op til finalen med plads til forhåbentlig mange farvelkoncerter i 2025, så det er om at være hurtig på aftrækkeren, hvis I skal være én af de heldige byer, som i 2025 skal sige pænt farvel til festorkestret, afslutter bandet.