Efter årelang bitter strid: Caroline Fleming og eksmanden sammen igen
Overalt hvor Caroline Fleming går, trækker hun et spor af knuste relationer bag sig.
Det er da heller ingen hemmelighed, at forholdet til eksmanden Rory Fleming til tider har været yderst betændt.
Det ser dog ud til, at eksparret har klinket skårene tilstrækkeligt til at fejre deres ældste barn, sønnen Alexander, som i går fik huen på.
På Instagram deler Caroline således et billede af studenten flankeret af mor og far, der begge smiler stolt og bredt.
Det var ellers forskellige værdier på opdragelsesområdet, der ledte til skilsmissen i 2008.
For da Rory afslørede, at han havde i sinde at sende deres to børn, Alexander og Josephine på kostskole, satte Caroline foden ned – derefter tog hun sine to børn i hånden og skred fra ægteskabet.
Skilsmissen blev alt andet end fredelig, og længe efter verserede en bitter strid mellem dem.
– Tiden omkring fødslen (af sin og Bendtners søn Nicholas, red.) var meget kaotisk, presset voksede, og jeg var ikke på talefod med hverken Rory eller min far – faktisk var vi lidt i krig, har Caroline tidligere sagt til magasinet IN.
Det var sagen om Valdemars Slot, der nagede tv-baronessen, mens hun skulle føde ved kejsersnit på The Portland Hospital i London.
- Aftenen før jeg fødte Nicholas, gav jeg efter for presset. Klokken 20 om aftenen underskrev jeg derfor en stor stak dokumenter, og næste dag fødte jeg Nicholas.
- Den aften gav jeg alt, jeg ejede, væk, og jeg skrev under på, at jeg ikke nogensinde vil komme til Rory med økonomiske krav, fortæller hun i interviewet.
Fru Fleming flyttede til Danmark med sine tre børn i 2019 efter 25 år som udenlandsdansker. Selv om Rory ikke fik sin vilje og sendte børnene på kostskole, kan han se, at det er gået meget godt for hans børn.
- Hjertelig tillykke kæreste Sander med din studenterhue, indleder Caroline sit opslag dedikeret til sønnen.
- At lære det hele på et sprog de første mange år af dit liv og sidenhen gå til eksamen i alle fag på et andet sprog er en vild præstation, og dit hårde arbejde har været så imponerende at være vidne til, lyder det videre.
- Vi er så stolte af dig, tilføjer hun.
Rory er langt fra den eneste, Caroline har raget uklar med. Det kan du læse alt om her.