Efter bruddet: Cardi B overrasker med nyt look
LÆS OGSÅ: Cardi B bekræfter: Ikke længere sammen med Offset
Cardi B har overrasket sine fans et utal af gange.
Rapdronningen har nemlig gentagene gange stjålet opmærksomheden, når hun har optrådt i vanvittige outfits eller fortalt om sine besynderlige skønhedsrutiner.
Og fredag var ingen undtagelse.
Her begav den populære "WAP"-sangerinde sig nemlig ud på en shoppetur i Los Angeles' gader i et helt nyt look.
Cardi B har nemlig skiftet de lange lokker ud med pandehår og en grydelignende hårpragt. Om det nye look skyldes, at hun er blevet en ledig kvinde på markedet, er uvist.
Forleden kunne hitmageren nemlig fortælle på sin Instagram-profil, at hun havde brug for at starte på en frisk, efter hun og Offset ikke længere danner par.
- Jeg har været single lidt tid nu. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle verden det. Den sidste gang, at jeg gik live, ville jeg fortælle jer det, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det.
- Men det har været sådan i et stykke tid. Jeg tog det bare som et tegn. Jeg vil gerne starte 2024 frisk og åben. Jeg er spændt på et nyt liv og en ny begyndelse, sagde hun.
Vasker sit hår i løgvand
Det er ikke første gang, at Cardi Bs hår vækker opsigt.
Rapstjernen har nemlig tidligere delt ud af skønhedstricks om, hvordan hun passer og plejer sin hårpragt. Hemmeligheden bag hendes skinnende hår er nemlig - ganske overraskende - at hun vasker det i kogt løgvand.
– Den er lugtfri, og jeg kan mærke, den har givet mit hår glans, sagde hun i sommeren 2022.