Efter chikane og sygemelding: Flügger hylder Onkel Reje
I går kom det frem, at DR har måtte ty til politianmeldelse efter ”koordinerede angreb” på de sociale medier.
Modtageren af angrebene - bestående af trusler og hetz - er Mads Geertsen, som langt de fleste danskere nok bedst kender som tv-karakteren Onkel Reje.
Chikanen fra både enkeltpersoner og grupper har sågar fået Mads Geertsen til at aflyse en række optrædener rundt omkring i landet, ligesom han i øjeblikket er sygemeldt.
- Angrebene er sket med nogle meget, meget voldsomme falske beskyldninger og trusler mod Onkel Reje og Mads, som har ingen rod i virkeligheden overhovedet. Det er af så massiv karakter, at vi og selvfølgelig også Mads er blevet enormt påvirket af det, siger Morten Skov, der er chef for afdelingen Børn og Unge i DR.
Efter sygemeldingen har store dele af Danmarks befolkning mobiliseret en decideret lovestorm mod Geertsen, og på de sociale medier sender folk støtte og opbakning til den hårdt ramte skuespiller bag DR-karakteren.
De har gjort det før, og nu melder farvehandlerkæden Flügger sig i debatten – naturligvis med fuld støtte til sygemeldte Mads Geertsen.
Det gør de på Instagram med lanceringen af farven ”Onkel Reje Pink 1395”, og som de skriver under opslaget:
– Vi hylder de mennesker, der gør vores liv lidt mere farverigt.
Det støttende opslag bliver lystigt delt på det sociale medie.
Også i forbindelse med lukningen af Irma, men også da tidligere statsminister Helle Thornins-Schmidt mødte op til royalt bal i en opsigtsvækkende pink kjole, brugte malingsgiganten lejligheden til at sende støtte.
Således forærede de en "Thorning Red" til den smukke gæst ved regeringsjubilæet, samt en ”Irma Blue” til den snart lukkede supermarkedskæde.