Efter et år: Nu deler Lukas Graham billeder fra hemmeligt bryllup
I slutningen af januar afslørede Marie-Louise "Rillo" Schwartz ganske overraskende, at hun og Lukas Graham Forchhammer var blevet hemmeligt gift.
Det var ikke mange detaljer, der slap ud om kendisbrylluppet – andet at det fandt sted på Gæstgiveren i Allinge på Bornholm, og at det hele blev arrangeret på én dag.
Nu – præcis et år senere – bekræfter den 33-årige stjernesanger så selv, at de blev gift den 15. juli 2021, og at MØ spillede op til dans efter ceremonien.
– Hun sagde ja – et år siden i dag! Med den smukkeste, improviserede ceremoni hos Gæsten og senere en koncert med fantastiske MØ, skriver han til en række billeder fra den store dag.
Sangeren tilføjer, at han og fruen vil fejre bryllupsdagen med en Coco O.-koncert på netop Gæstgiveren, hvor de blev gift for et år siden.
Lukas Graham Forchhammer og Marie-Louise "Rillo" Schwartz mødte hinanden i gymnasiet, men begyndte først at date i 2012.
Parret har sammen døtrene Viola og Billie.