Kendte6. juni 2023

Efter flere måneder: Bubber har fundet navnet til sin datter

I slutningen af marts blev Bubber og Signe Rossing forældre til en pige, men først nu har parret fundet navnet
Bubber og Signe med børnene Alfred og Rosa. 
Bubber og Signe med børnene Alfred og Rosa.
 Foto: Martin Høien

Efter et par måneders tænketid er Bubber og Signe Rossing endelig blevet enige om et navn til deres lille datter.

– Vi har valgt, at hun skal hedde Rosa. Hun dufter skønt, og hun er jo på mange måder en lille blomst, der er kommet ind i vores liv. Og så synes jeg, at Rosa er et både positivt, enkelt og skønt navn. Og så har det en god klang, siger Bubber til SE og HØR.

Han lægger ikke skjul på, at det har været lidt af ”et arbejde” at finde på et navn til parrets lille pige.

– Jeg kan meget godt lide pigenavne, der slutter med A. Signe kan godt lide lidt tunge navne, og hun synes, at mine forslag var lidt poppede, siger Bubber og tilføjer:

– Man har navne i luften, men når så babyen kommer, tænker man ”nej ikke alligevel”.

- Hvis man nu kaldte hende haveslange i et stykke tid, så bliver det bare rigtigt med tiden. Men det skal jo også klinge med udseende, udstråling og karisma, og der synes vi bare, at Rosa var fint, forklarer tv-værten.

Lille Rosa kom til verden i slutningen af marts, og hun har ifølge sin stolte far opført sig eksemplarisk lige siden:

– Hun er en virkelig nem baby. Hvis det var ens første barn, ville jeg sige: ”Hvad snakker I om?! Det er jo let”. Hun er skøn og fantastisk og sover godt om natten, og så spiser hun godt.

– Men hun indretter sig jo også. Hun kan mærke, at der er liv i huset, så hun har bare vænnet sig til at være lillesøster, fortæller Bubber, der sammen med Signe Rossing også har sønnen Alfred, 3.

– Alfred er en virkelig stolt storebror, og han er så god ved hende, siger Bubber.

Lige nu har tv-værten travlt med Cirkus Arena, så Signe og børnene er derhjemme og kommer og besøger ham, når der er tid.

– Så barnedåben bliver også først efter sommer, når jeg er færdig med at arbejde.

Sponsoreret indhold