Efter klage fra pårørende: Nu ændres der i stor Bornedal-film
Efter indsigelser fra pårørende til en pilot, der skildres i Ole Bornedals film "Skyggen i mit øje", bliver der nu ændret i filmen. Det oplyser filmselskabet Miso Film til Berlingske.
Filmen handler om bombningen af Den Franske Skole i København under Anden Verdenskrig.
Den britiske pilot Peter Kleboe var en del det bombetogt, der var rettet mod Shellhuset, som var hovedkvarter for Gestapo under krigen og det tiltænkte mål.
Han styrtede ned med sit fly ved Den Franske Skole. Det fik de efterfølgende fly til at bombe skolen, da de troede, at det var missionens mål.
Ændringen sker, efter at pårørende har klaget over, at filmen også viser Peter Kleboe bombe et civilt køretøj med tre unge bryllupsgæster, hvilket ikke skete i virkeligheden.
Peter Bose, der er producer på Miso Film, skriver i en mail til Berlingske, at det "aldrig har været vores intention at forbinde personer fra virkelighedens verden med de tragiske hændelser i filmens indledning".
- Alene af den grund har vi besluttet at foretage de nødvendige ændringer i filmen, så utilsigtede oplevelser ikke forekommer.
- De ændringer sætter vi i gang med det samme, ligesom vi naturligvis vil tage direkte kontakt til de pårørende, skriver Peter Bose i en mail Berlingske.
Det fremgår ikke, præcis hvilke ændringer der vil blive lavet i filmen.
Ifølge filmekspert Peter Schepelern er det tilsyneladende første gang, at et filmselskab går ind og retter i en dansk spillefilm efter premieredatoen. Det siger han til Berlingske.