Efter kollaps: Eriksen sender besked til Inter-spillere i gruppechat
Den danske fodboldspiller Christian Eriksen, som kollapsede i Parken lørdag aften under EM-kampen mod Finland, har skrevet en besked til sine holdkammerater i den italienske klub Inter.
Beskeden blev sendt i en gruppechat via WhatsApp, og beskeden blev sendt fra Rigshospitalet i København.
Det bekræfter direktør Beppe Marotta til branchemediet Football Italia.
Der blev slået ring om Eriksen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
- Vi så billeder på tv, der antydede, at der skete noget dramatisk, som vi desværre også har set på italienske baner, siger direktøren.
Klubben, som Christian Eriksen skrev kontrakt med i januar 2020, begyndte straks at skrive med hinanden, men de ønskede ikke at presse sig på.
- Jeg kan kun sige, at for ti minutter siden skrev Eriksen selv en besked i vores interne chat, og det bekræfter sammenholdet mellem spillerne, sagde han sent lørdag.
Beppe Marotta ønsker dog ikke uddybe, hvad 29-årige Christian Eriksen skrev til den italienske klub.
Christian Eriksen var også i kontakt med sine landsholdsspillere lørdag fra Rigshospitalet, efter at han faldt om midt på banen, kunne DBU's fodboldsdirektør oplyse lørdag aften.
Hele Danmark var i chok, da de kunne følge med i det drama, der udspillede sig i Parken. Pludseligt faldt Christian Eriksen om. Hurtigt slog hans landsholdskammerater ring om ham, mens lægehjælpen kom springende.
Der blev udøvet livreddende førstehjælp på stedet, og han blev ført væk fra banen på en båre. 35 minutter senere meddelte DBU, at Christian Eriksen var vågen.