Efter nabostrid: Nu flytter Louise Madsen
Det var en hæsblæsende vinter for Louise Madsen, da YouTuberens nabostrid blev til en stor historie på blandt andet Ekstra Bladet, og hun blev centrum i en shitstorm, da overboen Steffen Hou stod frem og fortalte, hvordan han følte sig chikaneret.
Nu er der faldet anderledes ro på for influenten, der til oktober kommer helt væk fra opgangen, hvor der formentlig stadig må være lidt trykket stemning.
Louise Madsen skal nemlig flytte. Det bekræfter hun til SE og HØR.
Samtidig afviser hun dog, at flytningen sker på grund af den omtalte fejde mellem hende og overboen.
– Det har absolut intet at gøre med nabostriden, at jeg flytter, fortæller YouTuberen, der tilføjer, at der er ro på i den forbindelse.
– Jeg flytter, fordi min lejekontrakt opsiges efter to år.
Louise Madsen viser lidt af lejligheden frem på Instagram, hvor hun blandt andet glædes over stuk og nyt, hvidt køkken, men det er altså først om godt en måned, lejligheden er hendes.
Det bliver den så også ene og alene, for Louise Madsen fortæller, at hun skal bo alene, når hun til oktober overtager lejemålet, der ligger mellem Vesterbro og Indre byt i København V.