Efter Oscar-lussing: Netflix og Sony sætter Will Smith-projekter på pause
Konsekvenserne begynder så småt at melde sig for den skandaleramte Oscar-vinder Will Smith.
Den 53-årige skuespiller har været i vælten, siden han for en lille uges tid siden stak komikeren Chris Rock en syngende lussing lige midt i Oscar-showet.
Slaget faldt, fordi Rock gjorde grin af hans hustrus manglende hårpragt, der skyldes sygdommen alopecia areata.
Siden har Smith været ude at undskylde og trukket sig fra Oscar-akademiet, men konsekvenserne efter den yderst omtalte lussing slutter ikke her.
Artiklen fortsætter under billedet
Will Smiths Oscar-sejr er druknet i omtalen af hans kontroversielle lussing. Foto: MEGA
The Hollywood Reporter kan nemlig fortælle, at både Netflix og Sony har fået kolde tæer efter Will Smiths skandalelussing.
Streaminggiganten Netflix har sat projektet "Fast and Loose" på pause. Filmprojektet havde i forvejen mistet sin instruktør David Leitch, men ifølge kilder har Netflix ikke travlt med at finde en ny, og projektet er dermed lagt på is.
Også filmselskabet Sony har hugget i bremserne. "Bad Boy 4" var ellers godt i gang med opstart, og Will Smith modtog endda 40 siders manuskript lige inden Oscar-uddelingen.
Kilder fortæller nu til The Hollywood Reporter, at det projekt også er sat på pause.