Efter seks år er det slut: Klaus Riskær Pedersen er single
Kærligheden er bristet, og det er slut mellem iværksætter og erhvervsmand Klaus Riskær Pedersen og 32-årige Anna Pia Lykke Ring.
Det bekræftede 68-årige Riskær til SE og HØR, da han mødte op til premieren på ”Syngepigerne på Bakken” onsdag aften.
– Vi har haft seks rigtig gode år sammen, og tiden er kommet til at blive splittet op, siger Riskær, der selv italesætter parrets aldersforskel, mens han fortæller om bruddet.
Han oplyser, at det hele har været en udramatisk proces. Og med stort hensyn til deres fælles søn.
– Det kan vi så gøre, mens vi er gode venner, så vi kan have fælles samvær med vores søn Adam. Jeg tror, det er vigtigt, at både mor og far er der.
Bor i hans lejlighed
Klaus Riskær beskriver det som en ”meget moderne” ordning.
Ekskæresten kommer på besøg nede i Præstø, hvor Riskær erhvervede sig en bolig under en af de første coronanedlukninger. Samtidig er Anna Pia Lykke Ring fortsat bosat i erhvervsmandens lejlighed ved Gammel Strand i København.
De tre samles stadigvæk ofte som en lille familie.
– Så hygger vi, og spiser middag og sådan noget sammen, fortæller han til SE og HØR.
Ifølge Klaus Riskær Pedersen brød de to med hinanden efter påsken, og i samme måned flyttede de hver til sit.
Jagt ikke fiskene
Nu skal den danske erhvervsmand altså vænne sig til en tilværelse som single endnu en gang. Men det tager Riskær på vanlig vis med rank ryg.
Selvom der er "andre fisk i søen", så skal man ikke jagte dem, oplyser Klaus Riskær.
– Der kan ske masser af ting. Man skal bare huske "don't chase the fish in the water", man skal bare sidde med et blink, men man må endelig ikke løbe efter dem.
Han beskriver sin nye civilstatus som en "omstillingsfase".
– Det har været en proces, hvor vi har aftalt, at nu er vi bare her. Når man som jeg vælger fra allerøverste hylde - en ung og frisk kvinde - så må man også indse, at så kan der godt komme et tidspunkt, hvor kontrakten skal brydes. Og man siger "okay, det var så den tur, ikke?"
– Så nu er den gamle kontrakt revet over, og så må vi lave en ny, fortsætter han.
Klaus Riskær Pedersen har seks børn med fem forskellige kvinder.