
Ekspert om Sisse Sejrs udtalelse: - Hun trækker offerkortet

LÆS OGSÅ: Sisse Sejr-Nørgaard bryder tavsheden: - Jeg var knust
- Hun trækker offerkortet, og det er også lidt aggressivt. Det er ikke en undskyldning, det er en forklaring – hendes forklaring.
Sådan siger kommunikationsrådgiver i WeDoCommunication, Anna Thygesen, om Sisse Sejr-Nørgaards udtalelser om sin kommende retssag.
Her har tv- og radioværten, som blandt andet er kendt for sin deltagelse i ”Forræder”, erkendt sig skyldig i at have stalket og chikaneret en kvinde digitalt.
Kvinden var en bekendt til hendes mand, Esben Bjerre, men som forurettet får hun ingen udstrakt hånd i Sisse Sejr-Nørgaards første og eneste udtalelse om sagen.
I stedet er der det, Anna Thygesen kalder en passiv-aggressiv tilgang til offeret i brugen af ordet ”hobby”.
Derudover bruger hun ordet ”åndssvagt” om sine handlinger, som også tager seriøsiteten ud af det, der er endt i en retssag, hvor hun risikerer at få en ubetinget fængselsstraf.
- Hun skriver, at det ”ikke er vejen frem”, hvilket bliver helt humoristisk som i ”lad være med at gøre det her derhjemme”. Det er et ekstremt let sprog.
- Hun understreger også, at hun ikke har forfulgt eller truet nogen, som en forklaring på, at så er det heller ikke mere alvorligt.
- Og så kommer der et spark til den forurettede: At Sisse stoppede, selv om den forurettede forsatte. Hun appellerer til sympati, og det kan man godt forstå. Det lugter jo lidt af jalousi – hvad skulle det ellers være?

Anna Thygesen læser opslaget som meget autentisk, men havde hun rådgivet Sisse Sejr-Nørgaard, havde hun anbefalet en undskyldning.
- Jeg forstår det sådan, at hun fortryder – ikke over for den forurettede, men i forhold til sig selv. Jeg ville have anbefalet en undskyldning. Ingen kan se, at du ikke mener det.
- Men det handler om at vise en empatisk side. Det er mærkeligt, hun ikke kan op mønstre lidt mere empati eller forståelse.
