Ellen Nybo holdt kobberbryllup i haven: Vejret var en gyser
Lige så cool, Ellen Nybo kan være, når hun leverer vejret til danskerne på TV 2.
Lige så panisk kan hun blive, når hun selv er afhængig af solen til en fest i haven.
- Jeg har lige haft kobberbryllup, som vi skulle holde i haven. Jeg kanaliserede al min nervøsitet omkring den dag ind i vejret, for man ved bare, hvor meget vejret betyder for en stemning.
Mine venner var så trætte af, at jeg hele tiden opdaterede dem om, at nu så det ud til, at der kom regn, afslører 40-årige Ellen Nybo, da SE og HØR møder hende på Roskilde Camping.
Her er hun ude i det danske sommerland og sende ”TV 2 Vejret” fra vejrbilen.
Regnen silede da også ned, da den store dag oprendt.
- Vejret var en gyser. Det begyndte med regn på dagen, men omkring klokken 14-15 stykker, så kom solen igennem, smiler Ellen Nybo.
Det passede perfekt med at gæsterne var inviteret til klokken 15.
- Det var en vildt dejlig fest med familie, venner og børn, sagde vejrprofeten, der er gift med tv-producer Nicolai Hansson.
Sammen har de Albert på 11 år, Rebecca, syv, og Vibe på fem år.
Camping i luksus
For første gang i mange år kører familien denne sommer til udlandet i deres sommerferie.
- Vi har prioriteret at blive i Danmark de sidste mange år, da vi har haft små børn. Vi var på Mallorca da vores søn var to år.
Han hadede det og ville ikke med i poolen, så vi følte vi smed 25.000 ud af vinduet til ingenting, fortæller Ellen Nybo.
Fem sommerfavoritter:
På grillen: – Det er en pølse med det hele.
I glasset: – Hvidvin
Læsestof: – Den her sommer vil jeg læse Tine Høghs “Sult”.
Jeg har en ambition om, at jeg skal igennem en tyk bog hver sommer. Jeg læser helst bøger af kvindelige forfattere.
Feriedestination: – Det er Kandestederne, som ligger oppe ved Skagen. Der er jeg kommet, siden jeg var barn, og vi kommer stadig derop. Det er et familiesommerhus.
Sommerminde: – Jeg har mange gode sommerminder fra min mormors sommerhus, som ligger ved Bjerge Strand, hvor jeg var meget som barn.
Men nu er børnene så store at familien vover at begive sig til Frankrig, hvor de skal på glamping.
- Det er jeg spændt på. Det er et stort telt med værelser og toilet og et lille køkken. På vejen hjem kører vi forbi Holland, hvor vi også skal sove i telt.
Det er ikke uvant for familien at tage ud i naturen og sove i telt.
- Det fungerer godt for os som familie at sove i telt. Børnene elsker det, så finder vi et sted i en skov med en bålplads hvor man må fritelte, fortæller vejrgudinden.
Inden afgang mod sydens varme nyder familien dog den danske sommer til fulde.
- Der bliver en anden afslappethed om sommeren, hvor jeg bliver lidt mere løssluppen med sengetider og mad for både mig selv og mine børn, siger Ellen som får et højere energiniveau om sommeren.
- Jeg forbinder det spontane og løsslupne med sommeren, fordi der er lidt flere lyse timer er man mere udenfor og cykler ned og bader efter aftensmaden.