Kendte9 timer siden

Elon Musk i frådende angreb på Jennifer Lopez: Hun advarede ikke nogen mod P. Diddy

Elon Musk giver ikke meget for, at Jennifer Lopez nu advarer folk med Donald Trump. Hun advarede nemlig ikke nogen mod P. Diddy, og derfor kan man ikke stole på hende, mener han
Elon Musk giver ikke meget for Lopez' holdninger til Trump.
Elon Musk giver ikke meget for Lopez' holdninger til Trump.
 Foto: Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Det amerikanske præsidentvalg spidser fortsat til, og onsdag morgen dansk tid skulle verden gerne have fået af vide, om det bliver Kamala Harris eller Donald Trump, som løber med nøglerne til Det Hvide Hus.

Valgkampen har været alt andet end køn, og sådan fortsætter det tilsyneladende også på falderebet.

En af Donald Trumps største kendisstøtter Elon Musk langer nemlig nu gevaldigt ud efter en af de kendisser, som har været ude og kritisere den republikanske præsidentkandidat - nemlig sangerinden Jennifer Lopez.

Det sker i Joe Rogans podcast, skriver TMZ, hvor han siger, at man "ikke kan stole på hende", fordi hun ikke advarede nogen om rapperen P. Diddy, som det seneste år er blevet ramt af en lang række alvorlige søgsmål om menneskehandel, voldtægter og drugging.

Jennifer Lopez er under hård beskydning fra rigmanden Elon Musk.
Jennifer Lopez er under hård beskydning fra rigmanden Elon Musk.
 Foto: Cole Burston/AP/Ritzau Scanpix

- J-Lo (Jennifer Lopex, red.) var hans ekskæreste, og nu beslutter hun sig så for at advare folk mod Trump. Hvor mange personer advarede hun imod Diddy? Ja, ikke? Oh nul, ok. Måske skulle vi så ikke stole på hende, siger Tesla-milliardæren blandt andet.

Må have vidst det

Elon Musk valgte dog også at udbrede sin kritik til den generelle musikindustri:

- Folk i musikbranchen må have vidst, at Diddy misbrugte, du ved, børn, og alligevel lod de ham være sammen med børn. Hvor er deres ansvarlighed? De må have vidst det.

Jennifer Lopez og P. Diddy dannede par i årene mellem 1999 og 2001, hvor flere af P. Diddys påståede kriminelle handlinger skulle have fundet sted, herunder et overgreb på en blot 13-årig pige.

Jennifer Lopez har ikke været ude og kommentere på nogle af anklagerne mod P. Diddy, siden skeletterne begyndte at vælte ud af skabet. For nylig forsøgte et medie at stille hende et spørgsmål om sagen, men sangerinden ignoredede det blot, ifølge TMZ.

Sponsoreret indhold