Elvira Pitzner ramt af endnu en shitstorm: Bryder sin karantæne
Der er ikke meget coronakarantæne over den travle frøken Pitzners weekend.
For selvom hun onsdag vendte hjem til kolde Danmark efter et længere ophold i Dubai, så har hun altså ifølge sin story på Instagram både været en tur i vaskehal med bilen og forbi sit hus for at samle lysekroner og radiatorskjulere.
- Jeg er lige kørt op med hundene for at se til huset, og vi havde lige brug for at få lidt luft, fortæller diamantdatteren i videoerne.
Sundhedsministeriet indførte ellers nye regler for indrejse i Danmark forrige søndag. Nu skal man lade sig teste, når man ankommer, hvorefter man skal isolere sig i ti dage.
Risikerer bøde
Det er ikke tilladt at bryde isolationen, medmindre man skal behandles akut på et hospital, eller hvis man kan fremvise en negativ coronatest fire dage efter.
Overtrædelse af dette kan medføre en bøde på 3500 kroner.
Elvira opholder sig – ifølge hende selv – i isolation hos sin mor Katherina Pitzner. Når hun altså ikke lige er ude for at trække lidt frisk luft, naturligvis.
- Der er da ikke meget karantæne over det billede, skriver en af Pitzners mange følgere under et billede ovenpå hjemkomsten.
- Jeg er i min indkørsel, undskyld, svarer den blonde influencer og tv-kendis.
Også på det sociale medie Reddit får hun yderst hårde ord med på vejen.
- Håber så INDERLIGT hun får den bøde på 3.500 kr! Bliver så gal over at se hvordan hun gang på gang frivilligt vælger at fucke op, lyder det blandt andet i ét af de mange opslag, som omhandler den hjemvendte Elvira.
Flytter til Dubai
Det første stormvejr ramte Elvira Pitzner, da hun i starten af året tog til Dubai på trods af de klare rejsevejledninger.
Senere forklarede hun sig med, at hun ikke var i Dubai for at holde ferie, som de fleste nok troede. Elvira kiggede nemlig på lejligheder i ørkenstaten, fordi hun vil flytte derned permanent.
- Flytningen til Dubai er omsider en realitet. De af jer, der følger mig tæt ved, at det er noget, jeg har været i proces med llænge. Så det handler ikke om, at jeg er på ferie i Dubai og ingen respekt har for den pandemi vi oplever, eller at jeg prøver at lyve for nogen, skrev hun dengang på sin Instagram-story.
Siden har hun endda fået en kæreste, som allerede er en fast del af hendes sociale medier.
SE og HØR arbejder på at få en kommentar fra Elvira Pitzner, men hun er endnu ikke vendt tilbage.