Kendte9. november 2022

EM-aktuelle Kathrine Heindahl siger stop: Vi er helt almindelige mennesker

I en ny kampagne siger kendte fra over for hadbeskeder i indbakken
Kathrine Brothmann Heindahl er med i kampagnen "Stop hadbeskeder". 
Kathrine Brothmann Heindahl er med i kampagnen "Stop hadbeskeder".
 Foto: Beate Oma Dahle/NTB/Ritzau Scanpix

Kathrine Heindahl står for tiden solidt placeret ved feltkanten som Danmarks førstevalg på stregen, når de danske håndbolddamer spiller EM i Slovakiet.

Her har de danske kvinder indtil videre tabt en kamp og vundet to. Med andre ord har præstationerne været både gode og dårlige, men når de dårlige kampe kommer, er der en trist tendens, der popper op i hendes indbakke.

Hadbeskeder.

Jeg håber, at kampagnen kan få folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de trykker send

Kathrine Heindahl

Derfor er Heindahl i samarbejde med tv-vært Janni Pedersen, fodboldspiller Erik Sviatchenko, musiker Shaka Loveless og skuespiller Jakob Fauerby gået sammen i en ny kampagne mod vrede beskeder i DM’en.

Alle kommer de med et opråb om at huske på, der er et menneske bag den profil, som nogle vælger at overfuse med sure ord.

– Det er vigtigt at lave et statement om, at nok er nok, og at vi står sammen og beskytter hinanden på tværs af erhverv.

– Jeg håber, at det kan sætte fokus på, at vi ønsker at udleve vores drøm og passion, men at vi også er helt almindelige mennesker, der kan blive følelsesmæssigt påvirket, når så hårde ord rammer ens private indbakke.

– Jeg håber, at kampagnen kan få folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de trykker ‘send’, siger Kathrine Heindahl.

Bag kampegen står Spillerforeningen, Dansk Journalistforbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Musiker Forbund og Håndbold Spiller Foreningen.

De har alle fået nok af, deres medlemmer alt for ofte modtager hadbeskeder.

Ifølge forbundene er hadbeskeder blevet hverdag for alt for mange mennesker, der udfører deres arbejde til fuld skue for offentligheden.

– De får hadbeskederne, fordi de går på arbejde. Og de opfatter dem i stigende grad som en del af jobbet. Det er de ikke. Ingen mennesker fortjener – eller skal acceptere – at opleve mental mistrivsel, fordi de passer deres arbejde, skriver de i en artikel på Dansk Journalistforbund.

Sponsoreret indhold