Emil Midé og familien vender hjem til Danmark: Vemodigt og spændende

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha tilbage med mere kurs mod fjerne kyster - og en stor ændring
Inden længe er et knap to år langt eventyr slut for Emil Midé Erichsen og familien.
Efter mange måneder til søs vender de nemlig snuden hjem mod Danmark.
Det meddeler den sejlerglade Beha-søn i et opslag på Instagram, hvortil han også har delt et billede af det flydende hjem, som han siden juli 2023 har delt med hustruen Louise og deres to sønner.
- Det er både vemodigt og spændende - lige præcis som et stort skifte har det med at være. Vi lander i årets mørkeste tid, og kan vel dårligt byde os selv en større kontrast. Men vi glæder os til at lune os sammen med vores familier og efter nytår sætte gang i livet og hverdagen i Danmark, som vi også har savnet, skriver Midé Erichsen.
Familien befinder sig lige nu ved den caribiske ø Bonaire, og slutteligt lægger de vejen forbi Curaçao, hvor de hiver båden Havana på land.
Fremtiden er usikker
Foruden årets mørkeste tid, så venter et svævende arbejdsliv også forude for den 34-årige sejler, der endnu ikke ved, hvad fremtiden byder på.
Én ting er dog sikker, og det er, at Emil Midé Erichsen endnu engang vil turnere landet rundt med foredrag.
- Præcis hvordan hverdagen og mit arbejdsliv kommer til at se ud, ved jeg ikke endnu. Men jeg ved, at jeg skal tilbage på landevejen med en ny serie af foredrag, som jeg glæder mig til at komme rundt i landet og holde, skriver han i opslaget.
Emil Midé Erichsen blev i sommeren 2022 gift med Louise, og sammen har de sønnerne Hugo og Rumle, som kom til verdenen i henholdsvis 2018 og 2021.
Læs hele opslaget her: