Esben Dalgaard kæmper mod kræften: Jeg har fået et håb
- Jeg har det ganske godt.
Svaret er ikke opsigtsvækkende for de fleste, men det kan virke overraskende, når det kommer fra Esben Dalgaard, den 45-årige skuespiller, hvis modermærkekræft har spredt sig via blodet til blandt andet leveren.
Artiklen fortsætter under billedet ...
– Jeg får rigtig mange henvendelser på min Instagram-profil, og jeg læser hver eneste – og de gør mig alle rørt og glad, fortæller Esben Dalgaard, der har sat sig som mission at få flere danskere til at tjekke deres modermærker. (Foto: Lars H. Laursen)
Den energiske “Kastanjemanden”-stjerne fortalte for nylig omverden om den benhårde dom, som lægerne gav ham først på sommeren, men han er ikke selv blevet slået ud af den.
Han gik straks i gang med behandling af kræften, og det går efter planen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
– Jeg mærker ikke sygdommen. Hvis jeg mærker noget, er det bivirkninger af behandlingen. De er overkommelige. Det kan være ondt i maven, utilpashed, træthed, udslæt og kløe, fortæller Esben.
Scanning giver håb
Han får en behandling hver tredje uge, og hver tredje måned scanner lægerne patienten for at se, om sygdommen har ændret sig.
Sådan en scanning har Esben Dalgaard indtil videre kun fået en af. Og den var god.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Selv om der er modvind i tilværelsen, er skuespilleren langtfra gået i stå, efter kræftnyheden ramte denne sommer.
Han arbejder for tiden med at indspille næste års “Tinka”-julekalender. (Foto: Peter Grosen)
– I mit tilfælde ser det bestemt ud, som om at behandlingen virker. Men jeg kan ikke sige noget om, hvor hurtigt det går, og hvor vi står. Men man kan se, at der er nogle pletter i systemet, der ændrer sig – så man kan sige, at det virker, og det betyder rigtig meget. For det giver en masse håb for, at kræften kan holdes i ro.
Det tager et minut
Når Esben Dalgaard midt i kampen for sit liv kan finde energi til at fortælle omverdenen om sin sygdom, er det, fordi han håber på, at flere danskere husker at tjekke sine modermærker.
– Jeg mener ikke, at man skal leve sit liv ved at gå rundt og være bange. Men jeg synes, at man skal være fornuftig og opmærksom.
En gang imellem, når man står i badet og tørrer sig, kan man lige give sine modermærker et lyntjek på under et minut. Har man en kone eller kæreste eller sådan noget, så kan man få vedkommende til at tjekke sig på ryggen. Det er ikke tidskrævende eller skræmmende. Men forskellen på at gøre det eller ikke gøre det kan være ret stor, siger Esben, der har fået masser af henvendelser på Instagram, siden han stod frem med sin sygdomshistorie.
Blandt andet fra danskere, som han har inspireret til at lade sig tjekke – enkelte har endda fået konstateret kræft i modermærket.
– Det betyder jo, at vi potentielt har været med til at redde vedkommendes liv, og det betyder helt vildt meget. Det bliver jeg rørt af, og det giver mig lidt mening i den meningsløshed, jeg sidder i.
Så jeg er pissepositiv omkring, at immunterapien er god for mig. Jeg er indstillet på, at jeg nok skal være i behandling i mindst et år, og så må vi se på, hvor lang tid vi skal blive ved.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Mange danskere kom på fornavn med Esben, da han sammen med Mille Funk, 30, hev tredjepladsen hjem i “Vild med dans” for tre år siden. (Foto: Thomas Laursen)
Vil holde humøret oppe
Selv om kræften kan nedkæmpes, så den går i dvale, er der intet håb for at blive kureret.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Professionelt er Esben Dalgaard for tiden midt i en af sine største succeser, fordi Netflix-serien “Kastanjemanden” for tiden bliver slugt af seere i store dele af verden. Her sammen med Iben Dorner, der spiller hans kone i serien. (Foto: Netflix (Tine Harden)
– Det hedder en uhelbredelig sygdom. Den går ikke væk. Jeg kommer til at gå hånd i hånd med resten af tilværelsen. Mit drømmescenarie er at blive erklæret kræftfri, altså at de ikke kan se, kræften er aktiv, i scanningerne. Derudover håber jeg på, at jeg kan blive ved med at have det godt og holde det gode humør, så vi får en masse gode år endnu.
– Jeg stoler rigtig, rigtig meget på, at vi faktisk har et af verdens bedste sygehusvæsener i Danmark, og at den behandling ligger helt oppe i toppen kvalitativt i Danmark i forhold til andre steder. Jeg har researchet på det.
– Men selvfølgelig er jeg skidebange for sygdommen. Jeg kan bare ikke se, hvad jeg kunne vinde ved at blive grebet af angst og lægge mig på sofaen og have det dårligt. Tværtimod kan jeg se, hvad jeg vinder ved at mobilisere nogle kræfter og finde positiviteten frem, siger Esben Dalgaard.
Esben Dalgaard efter kræftdiagnose: Hundredvis af kvinder skriver til mig
Esben Dalgaard efter dødsdom: Livet skal leves