Et bjerg af kokain?
Er Norges skihop-stolthed, Holmekollen, egentlig bygget af kokain? Noget tyder på, at svaret er nært forestående - og at svaret er ja.
De norske myndigheder har fundet en ganske effektiv metode til at måle, hvor meget kokain, indbyggerne i Oslo hiver op i deres blåfrosne næser årligt. Et lille filter monteret på byens to rensningsanlæg kan spore forekomster af det ulovlige stof i mængder helt ned til 0,000000001 gr. pr. liter, og indtil videre har stikprøver afsløret, at den norske hovedstads festlige indbyggere formøbler ca. 300 kilo coke hvert år.
Manualen er den simple, at når du tager kokain, udskiller du 10 procent af stoffet gennem tis og pølser, som strømmer ud i havet via toilettet. Haps, siger det lille filter, og så går videnskabsmænd igang med at gange op. Deres resultater viser indtil videre en koncentration på 10-15 doser kokain dagligt pr. 1000 indbyggere, og samme tal viser sig i lignende undersøgelser fra Dublin.
Spørgsmålet trænger sig på: Er fisk fanget i den norske skærgård høje på coke? Tygger de tyggegummi og snakker hele tiden, mens de fører sig uhørt selvsikkert frem og scorer til højre og venstre?
Nej, lyder det deprimerende svar, for kokain ophobes ikke i naturen som kviksølv, amalgam og round up.
Et faktum er det imidlertid, at havvand fordamper som alt andet vand og daler som regn og sne. For eksempel på Holmekollen.