Eurovision: Madonna stadig usikker
Whaaat?!
Der strøg chokbølger gennem det meste af Europa, da det tidligere på foråret nærmest blev bekræftet, at verdensstjernen Madonna ville optræde i årets Eurovision-finale i Tel Aviv den 18. maj.
Og chokket kan ende med at blive endnu større – og ebbe ud i en fuser.
Intet er nemlig sikkert her fire dage før finalen i Expo Conventional Centre i Tel Aviv.
Tirsdag holdt organisationen bag hele molevitten, EBU, pressemøde og her kunne chefen bag endnu ikke bekræfte det 60-årige sexsymbols deltagelse.
- Vi har aldrig bekræftet Madonnas deltagelse, for vi har ingen underskrevet kontrakt. Og hvis vi ikke har det, kan hun ikke optræde på scenen, lød den nedslående melding fra Eurovision-boss, norske Jon Ola Sand.
Nordmanden tændte dog et lys hos de håbefulde fans af både Eurovsion og Madonna.
- Vi forhandler, men hvis der ikke er underskrevet noget, kommer det ikke til at ske. Vi har en artist, der vil elske at deltage, men uden en kontrakt – ingen sceneoptræden.
Madonna selv har utallige gange udtrykt sin begejstring for Israel og ikke mindst partybyen Tel Aviv, så håbet om verdensstjernen som pausefisk lørdag lever stadig.