Få alle detaljerne: Det ved vi om Ree-parrets åbne krig
Janni og Karsten Rees liv i billeder
LÆS OGSÅ: Janni Ree er omringet af vennerne
Det er med at holde tungen lige i munden, hvis man skal forstå de store linjer i skilsmissedramaet mellem Janni og Karsten Ree.
Derfor har SE og HØR samlet de vigtigste detaljer og citater i sagen her.
SE og HØR kunne tirsdag fortælle, at ægteparret skal skilles. Det blev bekræftet af Sune Aagaard, der er kommunikationsansvarlig i Ree-imperiet.
Her lød meldingen, at Karsten havde søgt om skilsmisse, og at sagen nu var under behandling i Familieretshuset.
Stort set samtidig stod Janni Ree dog frem i Ekstra Bladet og fortalte, at det var hende, der havde søgt om skilsmisse - en udtalelse, hun siden har været ude at korrigere.
Ifølge hende havde hun i et brev d. 9. juli fortalt Karsten, at hun ikke længere ønskede at være gift med ham - hun ønskede at blive sat fri.
Herefter har Karsten Ree via sine børn formelt søgt om skilsmisse, der nu altså er under behandling i Familieretshuset.
Mundkurv
SE og HØR har flere gange talt med Janni Ree om den egentlige årsag til, at ægteparret efter 11 års samliv og 9 års ægteskab nu ønsker at gå hver til sidst. Men hun har angiveligt fået mundkurv på af Ree-familien, lyder det.
- Det er en lang historie, der ikke tåler dagens lys. Det må jeg ikke udtale mig om. Jeg har fået mundkurv på, fortalte hun tirsdag.
Hvem har givet dig mundkurv på?
- Det er fra familien, og det er ret alvorligt.
Janni Ree fortæller også, at hun ikke har haft det godt længe, og at hun derfor også på sin vis er lettet over skilsmissen.
- Med alle de ting jeg skal bearbejde, som er sket gennem årene, altså, det er jo en proces, som man går igennem. Man er jo sårbar, og der er mange følelser på spil, når man står i en skilsmisse. Der er mange følelser på spil og det er en lang proces, fortæller hun.
Hun fortæller dog bundærligt i Ekstra Bladets podcast "Bare mellem os," at parret har levet i en form for far-datter-forhold.
Karsten Ree har ikke på noget tidspunkt ønsket at gå i detaljer med den egentlige årsag til bruddet. Via kommunikationsansvarlig Sune Aagaard lyder det:
- Jeg kan bekræfte, at Karsten har søgt om skilsmisse fra Janni, men han har ingen yderligere kommentarer, siger Ree-imperiets kommunikationsansvarlige, Sune Aagaard, til SE og HØR.
Smidt på porten
Tirsdag kunne Janni Ree også fortælle, at hun ikke længere bor i strandvejsvillaen i Vedbæk, hvor parret ellers har boet sammen størstedelen af deres samliv. Hun er med andre ord blevet smidt på porten.
- Han har lovet mig højt og helligt, at han vil hjælpe mig økonomisk med at komme videre. Og det kommer ikke til at ske. Nu har han skiftet låsene ud til huset i Vedbæk, og jeg står med to hunde uden hjem, siger hun til SE og HØR.
Kampen om millionerne
Janni og Karsten Ree indgik en ægtepagt, da de blev gift i 2015, og det betyder, at Karsten har absolut særeje - Janni kan derfor ikke gøre krav på hans formue.
Hun fastholder dog, at de to har haft en aftale om, at hun aldrig måtte blive dårligere stillet ved en skilsmisse, end hun var ved ægteskabets begyndelse. Dengang ejede hun blandt andet selv et hus i Vedbæk.
Og hvis Janni Ree kan finde et bevis på den aftale, så kan det faktisk godt være, at hun alligevel kan komme derfra med en skilling. Det vurderer Sten Schaumburg-Müller, professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet, overfor SE og HØR:
– Hvis eksempelvis en ægtefælle i forbindelse med skilsmisse lover den anden et beløb eller en løbende betaling – det kan eksempelvis være i handel med andre emner – er det principielt bindende, fortæller han.
Rygterne
Skilsmissen kommer på bagkant af nogle særdeles sejlivede rygter om, at Janni Ree gennem en længere periode har været Karsten utro med flere forskellige mænd.
I brevet stod der, at Janni blot ventede på, at rigmanden skulle dø, så hun kunne få en masse penge, ligesom hun også blev beskyldt for at være Karsten utro.
Året efter vendte beskyldningerne retur, blandt andet med anklagen om, at sidespringene skulle være sket i en hemmelig lejlighed i Hellerup. Herefter gik Janni Ree til genmæle på Instagram.
- Det er så langt ude, og en lodret løgn, at jeg har valgt at stå frem med disse beskyldninger og rygter, da det er så grænseoverskridende, og rygter som kun jeg kan stoppe, skrev hun dengang.
Janni Ree reagerer på rygter om utroskab og hemmelig lejlighed
Politianmelder hinanden
Fredag åbnede endnu et kapitel i Janni og Karsten Rees skilsmisse.
Her kunne SE og HØR nemlig fortælle, at mangemillionæren havde meldt sin kommende ekskone til politiet.
- Jeg kan bekræfte, at Karsten har meldt hende til politiet for afpresning, lød det fra Ree-imperiets kommunikationsansvarlige, Sune Aagaard.
Ganske kort efter lød det så fra den tidligere forsidefrue, at hun ligeså arbejdede på at anmelde Karsten. Hun vil ikke gå i detaljer med, hvad det handler om, i offentligheden, men hendes modangreb drejer sig om straffelovsovertrædelser.
- Jeg har et helt team bag mig, og jeg har beviser for mine påstande, sagde hun til SE og HØR.
Med afsløringen om, at Janni Ree nu anmelder Karsten Ree, er der noget der tyder på, hun snart er klar til at kaste lys over sagen.
TV på vej?
Gennem stort set hele deres forhold har Janni og Karsten Ree delt ud af privatlivets op- og nedture for åben skærm. Blandt andet havde de i flere år deres eget program på tv.
Derfor er det også nærliggende at tro, at også skilsmissen på et tidspunkt bliver portrætteret på tv. I hvert fald er Janni Ree blevet fulgt af et tv-hold gennem det seneste år. Det har hun flere gange selv bekræftet.
Da SE og HØR onsdag spørger ind til optagelserne, er hun dog ret fåmælt.
- Jeg kan ikke sige noget om det, nej. Det må jeg simpelthen ikke.
Du kan heller ikke sige noget om, hvorvidt det stadig er i gang?
- Jo, det kan jeg godt sige. Det er stadigvæk i gang, og det er noget, der tager længere tid. Det er ikke bare sådan noget her og nu, fortæller Janni.